Nyt bilpleje firma i Vester Hornum

VESTER HORNUM: Pernille Solfilm & Bilpleje har netop lejet sig ind hos DL-Auto på Flejsborgvej i Vester Hornum. Dermed kan man både fået repareret og plejet sin bil samme sted.

Pernille Solfilm & Bilpleje er rykket ind på værkstedet hos DL Auto i Vester Hornum. Dermed kan man både få repareret og plejet sin bil samme sted. Her ses Pernille Bartholin Laustsen til højre i sit nye værksted for montering af solfilm og bilpleje. Til venstre ses mekaniker Danny Laustsen, indehaver af DL Auto.

Bag Pernille Solfilm & Bilpleje står Pernille Bartholin Laustsen. Hun er certificeret i autoklargøring fra Auto College Aalborg og har desuden 6 års erfaring med montering af solfilm.

Pernille Laustsen har lejet sig ind i DL-Autos oprindelige værksted, der nu er blevet ekstra, efter af mekaniker Danny Laustsen for et par år siden byggede sig en helt ny værkstedsbygning.

Trods de ens efternavne er der ikke familiære relationer imellem Pernille og Danny Laustsen. De er kommet i kontakt med hinanden via fælles bekendte, der selvfølgelig har biler som en fælles interesse.

Pernille Laustsen er oprindelig udlært bygningsmaler og har siden taget uddannelsen som skiltemaler. Det var herigennem, at hun kom til at snuse til det at arbejde med folie og finish. Sammen med skiltemalingen har hun derfor de seneste 6 år bygget erfaringen op med at montere solfilm i biler og på ruder i bygninger.

Med til bilens perfekte finish hører naturligvis også en flot og holdbar dybdeglans i lakken, og det er Pernille Laustsens speciale at få en mat og trist lak til at fremtræde som ny på trods af tjærepletter, flyverust, stenslag og vaskeridser. Også bilens kabine kan blive som ny med rens og polering, selv om det måske har været en ”rygende hundebil”, som Pernille Laustsen kalder det.

Mange vil sikkert spørge om det ikke er lidt for tidligt på sæsonen, at give sin bil den store plejetur. Pernille Laustsen fortæller, at det er lige nu, at man kan se hvor de seneste 2 vintre har taget fat. Salt, snavs og fugt sætter sit præg på lakken og man kan lige så godt få behandlet i dybden nu, som hen på foråret, siger hun. Pernille Laustsen arbejder i opvarmede lokaler og derfor har dybderensning, polering og forsegling den samme effekt, som hvis den blev foretaget på en lun forårsdag.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: