Nye toner fra Ulla Astman

Af: Henrik Brønnum Hvorvarp, Kandidat for Venstre til det nordjyske Regionsråd,Mosevang 27, Overlade

Der har de seneste dage kørt en kampagne på Facebook og i avisen fra vores regionsrådsformand Ulla Astman(A).

Kampagnen går ud på at forklare vælgerne, at Farsø Sygehus samt de mindre sygehuse er fredet i fremtiden: Derudover går Ulla Astman så langt som at love at Farsø Sygehus skal styrkes – helt i tråd med det læserbrev, som undertegnede udsendte for 3 uger siden.

Heri beskriver jeg, at vi skal styrke Farsø Sygehus, således dette også i fremtiden er et attraktiv sted at være ansat.

I Farsø ligger bl.a. diagnostisk center. Dette skal vi i fremtiden udnytte noget mere og i et tættere samarbejde med vores privatpraktiserende læger. Således vil der opstå en synergi, som kan hjælpe både sygehus og læge i en effektiv proces.

Man må sige, det er helt nye toner fra Ulla Astman, som tidligere lagde stemmer til en lukning af netop Farsø Sygehus.

Mit råd til vælgerne er kort og godt: stem på en lokal kandidat. Det er dem, som I skal se i øjnene hver dag på gaden.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: