HVALPSUND: I forbindelse med områdefornyelsen i Hvalpsund har en arbejdsgruppe arbejdet med naturstier og ”bysløjfer”.
I forvejen er der flere afmærkede stiforløb omkring Hvalpsund og på Louns Halvøen. Det er arbejdsgruppens ønske at binde dem sammen med nye historiske ruter i byen og få et knudepunkt ved Dagli Brugsen, hvorfra man kan begive sig ud på de nye eller allerede etablerede stiforløb.
Eksempelvis arbejdes der på stiforløbet, som den nye promenade langs Fjordvej bliver en del af, fra Remisen via lystbådehavnen, langs stranden ved campingpladsen og frem til den allerede etablerede banesti.
LÆS OGSÅ: Her er de nye ”bysløjfer”
Pæle med blå vejvisningsskilte er allerede på vej op i bybilledet. Blandt andet ved Remisen ved Fjordvej og på Hesselvej.
På Hesselvej vil der også være adgang til det nye knudepunkt bag Dagli’ Brugsen, som vil blive udstyret med et ”bymøbel”- altså et opholdssted og infoplancher med stiforløbene i og omkring Hvalpsund.