VESTHIMMERLAND: I fredags den 10. december, trådte en ny bekendtgørelse i kraft. Den siger, at der er et generelt forbud mod at færdes på is i Nordjyllands politikreds område.
Vesthimmerlands Kommune tager prøver af isens tykkelse på søer på egne arealer, der er kendt som "skøjtesøer" når der har været frost i en længere tid.
For at isen kan godkendes til færdsel skal isens tykkelse være mindst 13 cm.
Hvis isen er over 13 cm. kontakter kommunen politiet, og der vil efterfølgende blive opsat et skilt med teksten "Færdsel på isen tilladt, Nordjyllands Politi" ved den pågældende sø.
Når der ikke er skiltet ved søen, er søen altså omfattet af det generelle forbud. Samme regler gælder for søer på private arealer.