FARSØ: Efter længere tids drøftelser mellem sundhedsmyndighederne, kirkeministeriet og biskopperne blev det lillejuleaften besluttet at kirkerne skulle holde lukket hen over jul og nytår.
I søndags måtte de åbne igen, men under nye afstandsrestriktioner, der betyder, at der højst må deltage 1 person per 7,5 kvm gulvareal i kirken. Desuden skal der fortsat bæres mundbind ved ind- og udgang af kirken.
Fra 90 til 20 personer
-Det betyder, at vi nu er gået fra 90 til 20 personer i kirken. Hertil kommer præst og kirkens personale, fortæller sognepræst i Farsø Kirke, Niels Iver Juul.
Desuden gælder det også at gudstjenesten højst må vare 30 minutter, er uden altergang og uden fællessang.
Det betyder, at det kun er det allermest nødvendige, altså bøn, troelsbekendelse, velsignelse, prædiken og enkelte salmer der forrettes. Salmerne må kun synges af kirkesangeren.
Har tilpasset sig
-Så det er meget anderledes, selvom vi efterhånden nogen tid har indrettet os efter at der må være færre i kirken, siger Niels Iver Juul.
Men vi har gjort det sådan, at dåb, der normal finder sted sammen med søndagsgudstjenesterne i stedet finder sted om lørdagen, således at familien kan være sammen om begivenheden. Det samme gælder bryllupper. Men med maksimalt 20 personer tilladt i kirken er der flere familier og par der har udsat dåb og vielse til senere.
Sådan lader det sig ikke gøre med begravelser. Der er derfor mange familier, der oveni det svære med at have mistet kært familiemedlem også skal vælge hvem der må være med til begravelsen. I kirken må der være 20 personer. Ved graven yderligere 30 personer. Og udenfor kirkediget endnu 5 personer i henhold til forsamlingsloftet.
Ved gudstjenesten i søndags kunne de kirkegængere der ønskede at være til stede i Farsø kirke få adgang. Der var under 20.
-Jeg kan godt mærke, at folk er begyndt at blive nervøse for at møde frem i kirken, fordi de er blevet frarådet det. Men kirken og præsten er en del af kriseberedskabet, og derfor holder kirken åben og præsten står til rådighed for samtale.
Ligesom mange præster lader Niels Iver Juul lige nu sine prædikener i Farsø Kirke livestreame via facebook eller youtube
Live-streamet gudstjeneste er et alternativ
Til gengæld har vi live-streaming af gudstjenesterne, hvilket vi har haft i nogen tid. I forbindelse med jul og nytår, hvor kirken var lukket, blev der udsendt båndede korte gudstjenester via facebook og på youtube.
Det har der været succes med. I søndags var det mellem 60- 70 der fulgte live-streamingen af gudstjenesten – eller så den efterfølgende, fortæller Niels Iver Juul.
Han må indrømme, at det nye medie var en udfordring i starten.
-Jeg har ikke været vant til arbejde sådan foran et kamera. Selvom vi i flere år har haft et kamera tilsluttet fladskærmene i kirken, så alle har kunnet se præsten under gudstjenesten, så er dette på en anden måde. I efteråret fik vi tilsluttet et robotkamera som kan manøvere i kirkerummet, så jeg er ved at være vant til det, siger Niels Iver Juul.
Han forestiller sig da også når corona’en er ovre, at der vil blive transmitteret gudstjeneste 1. gang om måneden. På den måde når vi ud til en bredere flok – herunder børnefamilier, som kan se gudstjenesten når de har tid og lyst.
Håber det åbnes op igen til påske
Niels Iver Juul håber at de nuværende restriktioner løsnes til påske, som er kirkens største højtid sammen med julen. Ligeledes håber han at årets konfirmander kan konfirmeres inden sommer.
Aktiviteter i Sognegården er savnet
Det samme gælder aktiviteterne i Sognegården som har været lukket ned i nogen tid nu grundet forsamlingsloftet. For mange betyder det noget, at der er tilbud fra den lokale kirke.
Kirkecafeen, som har mellem 75-100 deltagere pr. gang er meget savnet, ved jeg. Men også minikonfirmander og legestuen er sat i bero lige nu. Alle glæder sig til vi får normale tilstande igen, slutter Niels Iver Juul.