HAUBRO: Her til eftermiddag havde Aars Boligforening inviteret til Åbent Hus på de nyopførte udlejningsboliger i Haubro.
Der er opført to sorte et-plans træhuse med to lejligheder i hver.
Flere interesserede kiggede forbi for at tage lejlighederne i øjesyn, og mange var begejstret.
Et spørgsmål gik dog igen. Plantes der hæk ud mod Løgstørvej og Haubrovej. Svaret fra direktør fra Aars Boligforening, Brian Larsen, er kort og godt – ja.
Træhusene og de nye lejligheder er i øvrigt identiske med dem som Aars Boligforening allerede har opført i Vegger og Gedsted. Begge steder er de udlejet. I Gedsted sågar inden boligerne var opført.
En ting adskiller dog boligerne i Haubro fra dem i Vegger og Gedsted. I Haubro opvarmes de med varmepumpe.
Det var der også spørgsmål til ved onsdagens åbent hus.
-Da der ikke er fjernvarme i Haubro, havde vi valget mellem gas og varmepumpe. Heldigvis valgte vi det sidste, fortæller Brian Larsen.
Selvom også el-priserne er høje, så opvejer lavenergi husene i Haubro med deres ekstra isolering i loft og gulv.
Husene er klar til indflytning i næste måned.