FARSØ: Formand for Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i Farsø, Lars Andresen, og hans bestyrelse ser med stor bekymring på en netop indført vagtordning for læger.
Uro omkring lægernes vagter
-I marts måned havde vi bestyrelsesmøde i støtteforeningen, og jeg havde egentlig håbet vi kunne snakke om at der nu var ved at komme ro på hele sundhedsområdet, og at vores ønske om ro omkring Farsø Sygehus var ved at blive opfyldt. Alt tegnede lyst med opgang i antal operationer på ortopædkirurgisk afdeling. Men så fik vi besked om at der nu var uro omkring lægernes vagter på andre sygehuse i Regionen.
Skal kunne gå i vagt på alle sygehusmatrikler
Dette skyldtes at der blev arbejdet på en ny fordeling af specialer på de forskellige matrikler, og det var planen at speciallæger, der ikke normalt går i vagt, nu skulle deltage i vagter. Det vil betyde et væsentligt tab i kapaciteten og produktionen på ortopædkirurgisk afdeling på Farsø Sygehus, og særligt hånd- og skuldersektoren vil blive ramt, fordi speciallægerne skal holde fri for hver gang de deltager i en vagt.
Har allerede medført opsigelser på Farsø Sygehus
Det har allerede medført opsigelser blandt lægerne på Farsø Sygehus fordi de ikke ønsker denne ordning. Der er flere læger på Farsø Sygehus der bor længere sydpå, bl.a. i Viborg og Silkeborg. For dem vil det ganske enkelt ikke give mening at skulle tvinges i vagter på eksempelvis Hjørring Sygehus. Så er det vist nemmere for dem at finde lægestillinger tættere på hjemmet.
Sætter dårlig spiral i gang
Hvis der skal opereres mindre og være mindre ambulant aktivitet p.g.a. manglende læger, kan man frygte at der er ”for mange” ansat i andre stillinger såsom, sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter etc., og dermed kan det få betydning for mange andre personalegrupper på Farsø Sygehus.
Kapaciteten skulle ellers have været øget i Farsø
Det er trist, særligt fordi kapaciteten og antallet af operationer endelig, efter flere års nedgang efter Corona, var på vej op igen. Hospitalsledelsen fortalte os så sent som i januar, at man ville udvide kapaciteten på ortopædkirurgisk afdeling i Farsø. Det synes vi ikke rigtig stemmer overens med denne nye vagtordning for lægerne.
Regionen taber til behandlingsgaranti og privathospitaler igen
Vi vil i støtteforeningen gøre opmærksom på, at en af de ting der har udfordret Region Nordjyllands økonomi i de senere år er den store mængde af operationer der grundet behandlingsgarantien er blevet foretaget på privathospitaler. Denne ubalance var endeligt ved at rette sig, særligt grundet opgang i produktionen på Farsø Sygehus. Dette risikerer Regionen at tabe på gulvet igen, hvis der igen skal henvises langt flere operationer til privatregi fordi produktionen går ned i Farsø, hvis denne nye vagtordning tvinges igennem.
Hvor denne sag ender, er vi i tvivl om. Efter forlydende er den nye vagtordning allerede vedtaget og trådt i kraft. Vi håber at det ikke vil få alt for store konsekvenser, hverken for sygehuset generelt betragtet, men heller ikke for øvrige ansatte på sygehuset. Vi håber jo at aktiviteten skal øges og ikke formindskes på Farsø Sygehus.
/cf
