Ny psykologi klinik åbnet i Farsø

FARSØ: For godt fjorten dage siden overtog psykolog Stine Anker-Møller det tidligere advokatkontor på Frederik IX’s Plads 6, for at indrette det til psykologi klinik.

Psykolog Stine Anker-Møller har netop åbnet egen psykologi klinik i Farsø

40 årige Stine Anker Møller kommer fra Nr. Snede, men har de seneste 10 år haft sommerhus i Louns, som hun betragter som hendes andet hjem, ligesom området er blevet det. Hun har derfor besluttet sig for at etablere klinik i Farsø, og har sågar fået eget ydernummer i Vesthimmerlands kommune.    

Stine Anker Møller er uddannet cand. psych. i 2005 fra Københavns universitet. I 2008 blev hun autoriseret privat praktiserende psykolog. Fra 2005 til 2009 var hun ansat på Vejle sygehus på psykiatrisk afdeling, hvor hun bl.a. arbejdede med individuel psykoterapi og gruppeterapi samt psykologiske undersøgelser. En arbejdsplads som har givet hende meget praktisk erfaring, og gør at hun i dag er rigtig god til at spotte problematikken, og ved hvordan sygdommen efterfølgende slår ud. I 2010 gik hun ind i det private klinikfællesskab Søstergangen i Vejle – og hvor hun fortsat er.  

Speciale i angst-, depression- og stressbehandling
Stine Anker Møller har specialiseret sig i angst, depression, stress, sorg og kriser hos primært voksne og unge. Det være sig klienter med årelange forløb eller tilbagevendende symptomer. 

Klinikken i Farsø vil i starten være åben torsdag og fredag. Konsultationerne hos Stine Anker-Møller sker efter henvisning fra sin læge med mulighed for tilskud fra sygesikringen.      

Et typisk forløb
– I det psykoterapeutiske arbejde lægger jeg først og fremmest vægt på at etablere et trygt og fordomsfrit rum, siger Stine Anker Møller, der beskriver starten på et behandlingsforløb således:

Et psykoterapeutisk forløb kan tage afsæt i en konkret problemstilling eller konkrete symptomer, som fylder personens liv lige nu, f.eks. stress, angst eller problemer i parforholdet.

Hvis det er tilfældet, vil man oftest arbejde meget direkte med dét, personen ønsker hjælp til. Klienten skal være indstillet på, at der nogle gange kan være hjemmearbejde mellem sessionerne. Det kan f.eks. være i form af konkrete øvelser i forhold til situationer i personens liv, som vedkommende ønsker at ændre. Selvom det terapeutiske arbejder tager afsæt i en konkret problemstilling, involverer processen næsten uundgåeligt, at personen forholder sig til problemets udspring, og dermed lærer sig selv bedre at kende.

Ønsket om at gå i terapi, kan også primært skyldes et behov for at komme dybere i kontakt med sig selv og f.eks. styrke sit selvværd. Bl.a. kan der arbejdes med personens livshistorie, med kontakten til kroppen og åndedrættet eller med drømme.

Jeg ser mig selv som en sparringpartner for klienten, siger hun.    

Hun fortæller videre, at der laves et forløb, afhængig af alvorsgraden. 12 konsultationer betales med tilskud fra sygesikringen, forudsat at man er henvist fra egen læge.

Stine Anker Møller har derfor også brugt den første tid til at kontakte de lokale læger for at fortælle om sin eksistens og sit tilbud.             

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: