HORNUM: Fra i dag tager ny sognepræst Cecilie Juul Rasmussen over efter sognepræst Karin Hasling, der har valgt at gå på pension.
Cecilie Juul Rasmussen er 27 år og tiltræder som sognepræst for Ulstrup og Gundersted sogne på 75%.
Hun er nyuddannet cand. theol. med speciale i Paulus kvindesyn fra Aarhus Universitet. Herefter gik hun på Pastoralsemniariet i Aarhus med afslutning i december 2022. Det vil sige, at det er Cecilies første embede.
Privat bor Cecilie med sin kæreste Kristoffer i Aalestrup, hvor de har hus. De flyttede til Vesthimmerland for halvanden år siden. Cecilie kommer oprindeligt fra Djursland, men flyttede til Randers, da hun begyndte at læse på universitetet.
I en præsentation af Cecilie i kirkebladet fortæller hun, at hun lige fra starten af sit studie har vidst, at hun vil være præst. Det der driver hende, i arbejdet som præst, er mødet med mennesker og den spændende opgave i at forkynde evangeliet, så det kan forstås (og være relevant for) alle aldersgrupper.
Hun glæder sig til at blive en del af sognene i Ulstrup og Gundersted med minikonfirmander, kirkelige handlinger, gudstjenester, lave og medvirke til forskellige arrangementer og stå til rådighed for personlige samtaler.
Ud over kirkerne vil hun have arbejdssted i Sognehuset i Hornum, hvor hun også vil have sit kontor.
