Ny multibane giver sjovere frikvarter på Ullits Skole

ULLITS: Selv solen var glad og skinnede fra en næsten skyfri himmel, da Ullits Skole forleden lod flaget gå til tops for at fejre, at drømmen om en multibane i skolegården nu er blevet til virkelighed.

Multibanen på Ullits Skole er endnu ikke helt færdig – men eleverne har allerede taget den i brug.

Direktøren for Sparekassen Farsø, Mogens Jensen, overrakte forleden en check på 20.000 kroner til Ullits Skole som hjælp til en multibane. Omringet af eleverne, ses desuden som repræsentanter for sparekassen Jens Kristian Knudsen, Gert Hosbond og Lars Justesen. Skolebestyrelsesformand Anni Gamborg er den glade modtager, flankeret af skoleleder Lars Kynde.

Her var repræsentanter fra Sparekassen Farsø på besøg for at overrække en check på ikke færre end 20.000 kroner som hjælp til banen, der vil stå klar til brug for elevernes boldspil, når de møder op i skole igen efter sommerferien.

Det sørger et stærkt pedel-team bestående af Lars Boeriis og Bjørn Lund for, i samarbejde med Michael Dalgaard, Bjarne Bredtoft, Henrik Pedersen og Per Justesen, der alle er fædre til børn på skolen og lægger frivillig arbejdskraft og -tid til.

I sin tale ved overrækkelsen af den flotte check glædede sparekassedirektør Mogens Jensen sig især over at kunne støtte et projekt, hvor ansøgeren selv er gået foran – med henvisning til de 40.000 kroner, som det er lykkedes Ullits Skole selv at spare sammen.

Multibanen var et af de hedeste ønsker, som eleverne på Ullits Skole skrev på listen, da de sammen med skolebestyrelsen, lærerstaben og skoleleder Lars Kynde satte sig for at forny en mildt sagt kedelig og nedslidt skolegård.

Et andet ønske, et bålhus, er allerede på tegnebrættet og vil blive opført ved ”Børnehuset”( LBO-ordningen på Ullits Skole), og også her har Sparekassen Farsø bidraget med 20.000 kroner.

Ja, faktisk havde Ullits Skole ved arrangementet forleden hele tre ting at takke Sparekassen Farsø for. Skolen er nemlig valgt som ny adresse for den sten-skulptur, der hidtil har prydet pladsen foran sparekassens nu lukkede filial på hovedgaden i Ullits. Præcis hvor skulpturen skal stå, har kunstneren selv, Thorvald Odgaard fra Nibe, lovet at komme forbi og hjælpe med at finde ud af.

Udover at takke for de fysiske beviser på sparekassens gave-giver-humør, glædede skolebestyrelsen på Ullits Skole sig i sin tale i høj grad også over den anerkendelse, der ligger i at få så flotte gaver.

– Vi er glade for, at der er nogen, der tror på Ullits og Ullits Skole. Det er en rigtig god saltvandsindsprøjtning, som er med til at holde gejsten oppe. Både hos lærere, elever, forældre, skolebestyrelse, ledelse – ja, hos alle der bor i området. Det er rart at se noget gro!”, lød det, skolebestyrelsesformand Anni Gamborg.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: