test

Ny ledelse i sparekassen på plads

FARSØ: Fusionen mellem Sparekassen Farsø og Den Jyske Sparekasse har været en realitet siden repræsentantskabets entydige opbakning torsdag den 15. marts 2012.

Sparekassedirektør Mogens Jensen ønsker sin afløser, Brian Otte tillykke med sit nye job som områdedirektør for Farsø. På billedet ses også den øvrige ledelse i Den Jyske Sparekasse i Farsø: privatkundechef Kim Nyby, kundegruppechef Hanne S. Madsen og erhvervskundechef Kirsten Heisz

Sparekassen Farsø’s 5 filialer vil fremadrettet blive Den Jyske Sparekasses 8. driftsenhed. Driftsenheden vil have sin egen ledelse. Denne ledelse er nu på plads.

Brian Otte ny områdedirektør
Områdedirektør bliver Brian Otte, der tidligere har fungeret som områdechef for privat og formueområdet. Erhvervskundechef bliver Kirsten Heisz, tidligere økonomichef. Privatkundechef bliver Kim Nyby, tidligere teamchef for privatkundeafdelingen i Farsø, og kundegruppechef bliver Hanne S. Madsen, der i dag er teamleder for service og produktion. Denne gruppe vil i fremtiden udgøre ledelsen.

– Vi har fundet den nye ledelse for driftsenheden blandt tidligere medarbejdere i Sparekassen Farsø. Det er dygtige og kompetente mennesker, der fremadrettet vil tegne Den Jyske Sparekasse i lokalområdet. Samtidigt har de dyb indsigt i den gode kultur, der kendetegnede Sparekassen Farsø. Der ligger altid mange overvejelser til grund, når man sammensætter en ledelse. Vi har dog ikke fundet det nødvendigt at søge eksternt, da de rigtige personer allerede er ansat hos os, udtaler adm. direktør i Den Jyske Sparekasse, Claus E. Petersen.

Sparekassen Farsø’s tidligere direktør, Mogens Jensen har, som tidligere udmeldt, et ønske om at gå på pension, hvorfor ovennævnte ledelsesstruktur træder i kraft pr. 1. april 2012. Mogens Jensen har, i en 2 måneders periode, lovet at stå til rådighed for såvel den nye ledelse i Farsø som for Den Jyske Sparekasse med opgaver, der relaterer til fusionen.

Fratrædelsen som direktør i Sparekassen Farsø vil blive markeret med en reception fredag d. 11. maj 2012.


Farvel til 11 medarbejdere
– Den nye struktur har desværre bevirket, at sparekassen har været nødsaget til at sige farvel til 11 gode medarbejdere.

– Det har ikke været en nem beslutning, og vi er bevidste om de menneskelige konsekvenser. Jeg tror på, at det hold, der nu er sat til at føre Den Jyske Sparekasse videre i det tidligere Sparekassen Farsø’s virkeområde, vil fortsætte engagementet og nærværet, som Sparekassen Farsø altid har været kendt for, slutter adm. direktør Claus E. Petersen.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: