Ny gårdbutik og julemarked på Nørregaarden

BRÅRUP: Der går næsten ikke en dag på Nørregaarden, der ligger i smørhullet mellem Lundby, Skarp Salling og Vindblæs, uden at nye dyr kommer til, nye afgrøder eller frø bliver puttet i jorden og frodige afgrøder taget op igen.

Siden Kenneth og Karina Baand fra Løgstør overtog den gamle bondegård for godt et år siden, er der som naboerne siger: ”Sket lidt af hvert”.

Parret bag den genoplivede bondegård Nørregaarden, Kenneth og Karina Baand.

Parret er godt på vej med at omdanne gården til besøgsgård, og hvad det handler om, kan man få meget mere at vide om, når de næstkommende lørdag, lige op til 1. søndag i advent, inviterer til julemarked og samtidig åbner deres nye gårdbutik for første gang.

Til julemarkedet kommer julemanden og hans kone, mens lille Marie allerede er gået i gang med at lede efter gårdnissen Alfred på halmloftet.

Der vil være en række boder med juleting, et stort juletræ og mulighed for at købe juleguf af forskellig slags. Man kan gå op opdagelse i butikken, for ikke at tale om mødet med alle dyrene: køer, grise, får, kaniner, ænder, gæs, høns og farverige fugle i bur.

Hverken Kenneth eller Karina har lært landbrug eller gartneri fra bunden af, men Karina havde en morfar, der lagde drænrør ned, og som ganske lille erklærede hun, at hun ville køre traktor, når hun blev stor. Kenneth har hentet sin primære inspiration fra Frank Erichsen, nok bedre kendt som bonderøven fra TV.

-Og så lærer vi hele tiden en hel masse af de fagfolk, vi kommer i kontakt med, tilføjer Kenneth.

-Det enkle og selvforsynende liv, hvor børnene lærer, at man godt kan lave tingene selv, det er utrolig vigtigt og et budskab, vi gerne vil dele med omverdenen. Parrets fire børn har lært det, også at det ind imellem kan være lidt træls, men det meste er sjovt, siger Karina og Kenneth Baand, der glæder sig til at byde folk indenfor.   

SE ANNONCEN FOR JULEMARKEDET HER

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: