FARSØ/VINDBLÆS: Selvom Johs. V. Jensen i forvejen har en digterrute på Louns Halvøen, som blev indviet i sommeren 2021 og beskriver digterens ungdomslandskab, så har han fået endnu en.
Gå med Johs. V. på de Himmerlandske Heder
Nu kan man nemlig også gå med Johannes V. Jensen på de Himmerlandske Heder. Med høretelefonerne på vil Johs. V. Jensen være vandrefører på en ny 5 km lang rute på Vindblæs Hede midtvejs mellem Aars og Løgstør. På ruten kan man få indtryk af hedelandskabets enestående natur- og kulturhistorie. Man kan høre Jensens uforbeholdne mening om vigtige sager som naturfredning, oldtidsminder, lærken og lyngens børn.
Heden var rammen om hans opvækst
I beskrivelsen af ruten lyder det: ”Johannes V. Jensen havde en dyb kærlighed til den himmerlandske hede, der var ramme om hans opvækst og tidligste erindringer. Som moden forfatter var han derfor med til at fæstne hederne og deres unikke natur- og kulturhistorie i den offentlige bevidsthed”
Tekster indtalt af lokale folk
Johs V. Jensens tekster er indtalt af Else Marie Spanggaard Drost, som man kender fra museet i Farsø og som er forkvinde for Johs. V. & Thits Venner. Kommentarerne står cand. mag. og arkæolog Louise Villadsen fra Vesthimmerlands Museum for. Louise Villadsen er også af flere kendt som centerleder for Stenaldercenter Ertebølle, som er en del af Vesthimmerlands Museum.
5 km og 6 historier
Ruten er på 5 km og har 6 bogmærker – altså historier undervejs. De er: Den Jyske Hede, Himmerlands Beskrivelse, Ville du sælge din bedstemor, Hedens opdyrkning, Lærken i Jylland og Lyngens Børn
Johs. V Jensen Museet meget involveret i Danske Digterruter
Bag Danske Digterruter står projektleder, professor Johs. Nørregaard Frandsen, fra H.C. Andersen Centret ved SDU. Han har adskillelige gange været på Johs. V. Jensen Museet i Farsø som gæst eller foredragsholder. Det er også igennem dette samarbejde at Johs. V. Jensen Museet et blevet meget involveret i Danske Digterruter, i særdeleshed museumsleder Peter Hørup, der er med i styregruppen for Danske Digterruter.
Ruten er på Vindblæs Hede
Ruten er som før nævnt på Vildblæs Hede, som er en del af de Himmerlandske Heder, med en afstikker ind i Rønhøj Plantage.
Kommer man i bil, kan man parkere på holdepladsen Aarsvej 141 og begynde ruten hér. Vandrere og cyklister på Hærvejen/Himmerlandsstien kan begynde ved shelterpladsen ved De Himmerlandske Heder. Ruten går ad grusveje og trampestier i stedvist kuperet terræn. Man skal også være opmærksom på at man kan møde græssende dyr i Naturstyrelsens indhegninger, lyder det i beskrivelsen.
/cf
