Nu viser boligforening de nye rækkehuse frem på Idunsvej 

FARSØ: Det er kun 7 måneder siden, at det første spadestik blev taget til syv et-plans lejeboliger, som rækkehusbyggeri, på Idunsvej.

Nu er byggeriet kommet så langt, at Aars Boligforening, som har opført boligerne, ønsker at vise dem frem, selvom de allerede er udlejet.      

Udlejet inden de er færdigbygget
Dermed holdt det stik, som Byrådsmedlem fra Farsø, Kirsten Moesgaard, sagde i forbindelse med spadestikket: Vi mangler denne form for lejeboliger som Aars Boligforening nu opfører her på Idunsvej. De er såmænd nok udlejet inden de er færdigopført. 

Det er kun syv måneder siden at borgmester Per Bach Laursen, Aars Boligforenings formand Jørn Jensen og byrådsmedlem Kirsten Moesgaard, Farsø tog de første spadestik til boligforeningens boliger på Idunsvej

Rækkehuse til unge familier og seniorer
Ved samme lejlighed lød det fra Aars Boligforenings direktør, Brian Larsen.   

-Med rækkehus udbyggelsen på Idunsvej er vi i Farsø med til at skabe et varieret boligudbud, som ovenikøbet har en rigtig god beliggenhed. Det giver god mening, at vi som boligforening også kan tilbyde mindre familier lejeboliger tæt på skole, pasningsordning, idrætsfaciliteter og indkøb.

Rækkehusene er bygget som små gennemlyste rækkehuse med eget skur og carport. Husene er opdelt i to rækker. En med tre huse og en med fire. Det er 3 vær. boliger på ca. 95 m2.

Boligerne henvender sig til en bred målgruppe fra unge familier til ældre ægtepar. De har en god beliggenhed i naturskønne omgivelser.  Der er terrasser på begge sider af bygningen. Bygningerne er udført i okkerfarvet teglsten og taget er sort tagpap. Carport og skur er udført i varmebehandlet træ som kommer til at stå ubehandlet. Boligerne er indrettet til nutidens krav i god arkitektur og funktionalitet.

Har lyttet til byudviklingsplanen
Med opførelsen af de nye boliger på Idunsvej og etape 2 i Mortensparken i Farsø centrum mener Aars Boligforening at man lytter til nogle af de vigtigste kriterier i Farsøs’ byudviklingsplan, nemlig at have ”mange varer på hylden” og tiltrække de to målgrupper som Farsø satser på, nemlig børnefamilier og seniorer.

Farsø er attraktiv for børnefamilier, men i høj grad også for seniorer med det rige foreningsliv, gode indkøbsmuligheder og kulturelle oplevelser som byen byder på.

-Men vigtigt er det også at huske på, at der tale om helt nye boliger opført efter nutidens boligindretning og med lave forbrugsomkostninger, siger Brian Larsen. 

/cf

SE ANNONCEN FOR ÅBENT HUS ARRANGEMENTET HER

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: