Nu tages der fat på Havnepladsens parkering

HVALPSUND: Allerede for to år siden, skulle Hvalpsunds centrale og meget brugte p-plads på Havnepladsen have været renoveret og have et løft som en del af områdefornyelsen i Hvalpsund.

Nedslidt rørledning har forsinket og fordyret
Men i forbindelse med for-projekteringen af p-pladsen blev det hurtigt konstateret at p-pladsen var i en dårligere forfatning end antaget – også under asfalten. Flere af rørledningerne til bortledning af overflade/regnvand var beskadigede. Det betød et dyrere projekt.

Skal falde i med omgivelserne
Nu er de ekstra penge skaffet via en omdisponering i områdefornyelsen, og der kan startes op på projektet, som ifølge tegningerne også omfatter en begrønning af pladsen.

Da pladsen er omgivet af vej på 3 sider og leder op til rekreative områder er der lagt op til at den skal have et naturligt udseende og falde godt i med omgivelserne.

Gerne færdig til påske
Anne Kriegbaum Søgaard Jensen fra Trafik og Grønne områder i Vesthimmerlands Kommune, der er projektleder for Havnepladsens p-plads, satser på at arbejdet med p-pladsen vil være helt færdigt til påske næste år, alt afhængt af hvordan vejret arter sig de næste måneder.

1. del af arbejdet er gået i gang
Allerede nu er man godt i gang og inden jul forventes det, at man har skåret asfalten op, udskiftet regnvandsledningen og at afvandingen på p-pladsen vil være etableret. Desuden vil der blive flyttet og etableret gadelys. Der vil blive sat kantsten og lavet en opretning med et bærelag af asfalt.

Det betyder, at p-pladsen allerede mellem jul og nytår kan tages i brug midlertidigt.

Færdiggøres til foråret
I slutningen af februar/starten af marts genoptages arbejdet. Her vil forarbejdet til de grønne kiler og bede blive lavet, hvilket betyder pladsen udvides og krydset indsnævres. Selve bedene vil blive plantet til med stauder der passer til Hvalpsunds vejr og vind.

I stedet for betonkantsten langs bevoksningen, vil p-pladsens udtryk blive blødt op med kantsten udført i Azobetræ. Azobetræ går i øvrigt igen flere steder i havneområdet solnedgangsplads, broer m.v.        

Sådan ser skitsen ud for p-pladsen. Den bliver udvidet lidt og får ny udkørsel.

Anden udkørsel
For at mindske biltrafikken omkring legepladsen og på havnen får p-pladsen også en anden udkørsel, end den der er i dag. Såvel indkørsel som udkørsel vil fremover blive på Sundvej.

Herefter asfalteres der (slidlag). Som det sidste vil der blive lavet afmærkning, altså hvid afstribning af p-båse samt angivelse af handicap p-pladser og MC-plads.


32 pladser
Pladsen vil få 27 p-pladser, 2 handicappladser, 1 MC plads, og som der allerede er etableret, 2 pladser ved el-ladestanderen.

Sideløbende med færdiggørelsen af p-pladsen vil der blive trafiksikkerhedsmæssige foranstaltninger ved færgelejet, primært med skiltning og afmærkning.

/cf

I områdefornyelsesprogrammet står der: Det er vigtigt at have god central plads til parkering på en havn som i Hvalpsund. Når dette er sagt, så dominerer parkeringsarealet store dele af det centrale havneområde. Asfalten er nedslidt og trænger til en genopfriskning. Der ønskes en begrønning i form af grønne bede som bløder den hårde asfaltflade lidt op. Små grønne lommer i parkeringsarealet har potentiale til at styrke oplevelsen af havnen som et rekreativt sted, hvor man også har lyst til at opholde sig. Parkeringspladsen skal danne rammerne om et hverdagsrum og et ankomstareal på havnen, der gerne må signalere noget grønt og rekreativt, med afsæt i områdets natur.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.