Nu skal seniorer ud at gå

VESTHIMMERLAND: Der er rig mulighed for at komme godt i gang i hele kommunen fra på tirsdag, hvor der arrangeres gratis gåture i hele kommunen.

Frivillige gå-værter står for turene, hvor alle kan være med uanset form, alder og skostørrelse.

Der skal mere gang i seniorerne i Vesthimmerlands Kommune, og derfor inviterer frivillige gå-værter fra nu på ugentlige gratis gåture overalt i kommunen – bl.a. i Aars, Hvalpsund, Løgstør og Blære.

En af gå-værterne siger: -Jeg går meget i min fritid og har stor glæde af naturen. Den begejstring vil jeg give videre til andre, og så er det jo bare hyggeligt at gå med andre.

Det er også værterne, som står for at trække flere med. De opfordres til at tage fat i naboerne, familien og vennerne. Selvom målet er, at mange seniorer kommer med ud at gå, så er alle aldersklasser velkomne på turene.

Det er Bevæg dig for livet – et partnerskab mellem DIF, DGI, Dansk Atletik Forbund og Dansk Arbejder Idrætsforbund og 11 danske kommuner, som står bag initiativet.

Seniorerne myldrer til gåture
En ny undersøgelse lavet gennem Epinion viser, at den idrætsgren som flest inaktive seniorer gerne vil i gang med er gåture. I Aabenraa Kommune har man allerede lavet et lignende forsøg i juni måned, og her kom 700 deltagere i løbet af de fire uger. Det kan altså godt være, at gåture for seniorer er en gammel traver – men det virker.

Sofie, der til dagligt arbejder med Bevæg dig for Livet fortæller: -Tallene viser, at netop gåture er det allermest interessante at komme i gang med, når man har rundet de 55 år. Så vi håber også at få fat i nogle af dem, der måske ikke er så aktive i hverdagen – en gåtur kan de fleste være med på.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: