VESTHIMMERLAND: På Livø findes den dag i dag et helt enestående og sammenhængende kulturmiljø, som vidner om øens tid som anstalt, hvor 743 asociale, kriminelle, moralsk åndssvage mænd var anbragt i perioden 1911-1961. Mænd, der stak ud – og stak af – og ikke passede ind i normalsamfundet.
Her står fortsat de originale bygninger, som for størstedelen blev opført under byggeboomet på øen mellem 1911-1925.
En særlig historie
Øens historie har fået markant øget bevågenhed efter Vesthimmerlands Museums store særudstilling ”Anbragt – Livø Anstalten 1911-1961”, der åbnede i november 2021. Herudover dokumentaren ”Nyrup søn af en udstødt”, Podcasten ”Et minusmenneske” og bogen ”Afvigernes ø” alle fra 2023 – foruden en lang række folkelige foredrag landet over.
Folk er ikke alene blevet klar til, men efterspørger aktivt at høre om både forsider og bagsider af historien om Livø.
Udover en historisk oplevelse, som ikke kan fås andre steder i Danmark, rummer Livø både landbrug og en unik natur med hede og egeskov, enebærkrat og dramatiske kyststrækninger. Det hele var en del af den daværende anstalt, og derfor en del af den isolerede gruppes dagligdag. Et besøg på Livø skal derfor være en helhedsoplevelse i et tæt samspil mellem kultur og natur.
Vesthimmerlands Museum er derfor gået sammen med Naturstyrelsen Himmerland og Aalborg Universitet om at søge midler til et afklaringsprojekt, der skal skabe nye formidlingsoplevelser på Livø.
Udstilling og formidling på Livø
Helt konkret består formidlingsprojektet af tre centrale dele:
At få renoveret Pavillon I, som udgjorde beboelse for de første anbragte mænd, der kom til øen i 1911, for her at få indrettet formidlingsrum, der fortæller om anstaltslivet samt det samfund og de tanker, der lå bag.
Derudover at tilgængeliggøre cellebygningen og give adgang til to af de seks celler samt fængselsgården, som er en af Danmarks få bevarede.
Og endelig at få tilgængeliggjort loftet over den gamle hestestald på avlsgården, hvor mændene selv gennem alle årene har skrevet, tegnet og fortalt på trævæggene. Sjældne og rørende vidnesbyrd.
Søger lige nu fonde
Naturstyrelsen Himmerland, Vesthimmerlands Museum og Aalborg Universitet er gået sammen om en fondsansøgning på flere millioner kroner, som skal sendes her i starten af 2024.
Projektet skal indledes i august 2024 og vil være tilendebragt i juni 2027, hvorefter det overgår til almindelig drift.
Som et led i denne ansøgningsproces er der derfor brug for, at Vesthimmerlands Kommune tilkendegiver sin støtte til projektet, hvis ansøgningen imødekommes. Der ansøges derfor om forhåndstilkendegivelse på et årligt driftstilskud på 118.600 kroner fra 2027.
Det ambitiøse projekt vil give Livøs formidling et væsentligt løft og skabe et nyt og vigtigt fyrtårn i Vesthimmerland, som sammen med Aggersborg, Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet, Stenaldercenter Ertebølle, Vesthimmerlands Museum og Per Kirkeby arkitekturen i Aars og Frederik den 7.s Kanal, lyder vurderingen fra Vesthimmerlands Museum som står bag ansøgningen til Vesthimmerlands Kommune.