FARSØ: Den populære offentlige legeplads i Farsø Søanlæg, er en ud af 22 offentlige legepladser i Vesthimmerland, der ønskes røgfrie.
Forleden var folk fra kommunens Team Park og Vej rundt til legepladserne med skilte, der udtrykker en tak til de personer, der vælger at vise hensyn og ikke bruger nikotin/tobaks-produkter på legepladserne.
Projektet om røgfri legepladser er sat i verden for, på en positiv motiverende måde, at nedsætte eksponeringen af børn og unge.
Vesthimmerlands Kommune ligger i rygestatistikken højere end gennemsnittet i regionen for dagligdagsrygere (15,5% imod 14,2%). Selvom forskellen har været faldende siden 2013 har kommunen fortsat et ønske om en tydelig indsats for at nedsætte mængden af rygere og forebygge, at de unge starter med at ryge.
Derfor underskrev man i 2019 en aftale, hvor Vesthimmerland blev partner i Røgfri Fremtid – et partnerskab mellem Kræftens Bekæmpelse, TrygFonden og forskellige institutioner, kommuner og regioner.