Nu kan Gråbølle også springe til ved hjertestop

FARSØ: Grundejerforeningen Gråbølle holdt i sidste uge generalforsamling.

19 beboere mødte frem, hvilket er et større fremmøde end ellers. Årsagen var sikkert, at der inden generalforsamlingen blev afholdt et hjerteredderkursus i anledningen af, at der i grundejerforeningen netop er opsat en hjertestarter fra projekt Nordstart. Hjertestarteren og de første fem års service er helt gratis.

Brian Sørensen, instruktør fra Hjerteforeningen demonstrerer hjerteredning mens Aase Kristensen, Thomas Krogholm og Svend Morthensen fra Gråbølle Grundejerforenings bestyrelse kigger på. Foto: Gråbølle Grundejerforening.

Brian fra Hjerteforeningen gav et 30 minutters hjerteredderkursus, og der var stor spørgelyst blandt de fremmødte. Grundet det store fremmøde blev det mere en demonstration af hjertestarteren end et “hands on” kursus.

Hjertestarteren som er placeret på Gråbølle 23 i carporten hos Birgit og Thorkild Jensen er registreret hos Trygfonden, så de lokale hjerteløbere kan finde den! Den hænger, så den er tilgængelig for hjerteløberne 24/7/365.

Som beskrevet i forrige uges Farsø Avis, har en algoritme regnet ud, hvor det vil være optimalt at placere en hjertestarter. I Farsø by har det betydet fire yderligere hjertestartere placeret på henholdsvis Tranevej, Gråbølle, Nygade og Nybovej,

Det er sket som led i forskningsprojektet NordStart. Forskningsprojektet er blevet til gennem en tocifret milliondonation fra nordjyske Melsen Fonden og i et samarbejde mellem Hjerteforeningen, Region Nordjylland og netop Melsen Fonden.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: