Nu får optoget også sin børnekategori

FARSØ: Søndag – over middag, finder et af Farsø Festens populære indslag sted, nemlig det med de mange kreative indslag og sjove udklædninger, byfestoptoget.

Kl. 13.00 vil optoget være på plads på sit startsted på Vestervang i den sydlige ende af byen med Kimbrergarden i spidsen. Herefter går ruten ad hovedgaden Søndergade, Nørregade, Højgårdsvej og Gråbølle for at ende på Søvej.

Farsø Festen har de seneste år håbet på ca. 10 indslag. Så er det ikke helt gået.

-Vi har brug for ny og ungdommelig kreativitet til at føre optoget videre. Derfor har vi årets optog indført en børnekategori, fortæller formand for Farsø Festen, Palle Bro Kristensen.  

Vi er meget opmærksomme på at Farsø Festen også er børnenes fest og det er jo dem, der på et tidspunkt skal føre Farsø Festen videre. Derfor skal de allerede fra barnsben opleve, at det er sjovt at være med – også i optoget. Vi håber, at børn under 12 år vil finde sammen i vennegrupper, være kreative og deltage i børnekategorien med det de har – og kan finde. Til det flotteste indslag er der en præmie på 500 kr.        


– Men vi skal ikke glemme voksenkategorien, hvor der gås meget op i at levere enten det flotteste, sjoveste og mest aktuelle indslag, som naturligvis også belønnes med pengepræmier, fortæller Palle Bro Kristensen.

I voksenkategorien får alle deltagende indslag en startpræmie på kr. 500,- som kan være med til at dække udgifterne til materialer til indslaget.      

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: