FARSØ: Det er gået hurtigt med at få fyldt Sundhedshus Farsø med aktører siden det stod færdig ved årsskiftet.
Den 2. januar rykkede Farsø Lægehus v. praktiserende læge Steinar Sandberg ind med sin praksis som den første.
En måned senere, den 2. februar blev huset indviet. Ved den anledning kunne Steinar Sandberg afsløre at flere sundhedsaktører var på vej til at rykke ind i huset på lejebasis indenfor kort tid.
For 2 uger siden kunne vi her i Farsø Avis afsløre, at endnu lægeklinik var på vej til sundhedshuset. Igen en kendt læge fra Farsø, nemlig praktiserende læge Claus Godsk Jørgensen, der fra den 1. maj 2024 er at finde i Sundhedshuset med nyetableret lægeklinik i eget navn. Claus Godsk Jørgensen har været kompagnon i Lægerne Nybovej siden 2007, men har altså nu valgt at gå solo.
Nu kan det afsløres at husets ønske om en privat praktiserende psykolog også er opfyldt. I fredags havde autoriseret psykolog Louise Fransgaard, første åbningsdag i sin praksis.
Hendes efternavn virker bekendt, og ganske rigtigt Louise Fransgaard, stammer også fra Farsø. Efter rigtig mange år i Aalborg Kommune, har hun på deltid nu startet egen praksis i Farsø. Hun vil dele sin arbejdstid mellem egen praksis i Farsø og som psykolog i Aalborg Kommune.
/cf