FARSØ: Mange har set frem til dagen med spænding, nemlig den officielle indvielse af det ombyggede Johs. V. Jensen museum med den verdenskendte forfatters arbejdsværelse indbygget.
Indvielsen af museet, som finder sted den 15. april sker med indbudte gæster, der hver især, i årevis har gjort sit for at gøre Johs. V. Jensens fødehjem i Farsø til en betydelig attraktion.
Arkitekten bag indretningen af arbejdsværelset er Eskild Bjerre Laursen. Og det kan allerede afsløres her, at de mere end 300 genstande fra Johs. V. Jensens arbejdsværelse, der er fundet frem fra National Museets arkiv ikke er udstillet på den gammeldags traditionelle måde. Allerede den sneglehusformede bygning, der ganske vist stod færdig allerede i 2008, fortæller at der er tale om en ny og moderne udstilling af forfatterens liv og forfatterskab.
Indvielsen vil have en række talere, nemlig formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jan Dyregaard, direktør for Nationalmuseet, Per Kristian Madsen, Johs. V. Jensens barnebarn, Gorm Jensen, Formand for Støtteforeningen Jens Munk-Christensen og altså indretningsarkitekten Eskild Bjerre Laursen.
I forbindelse med indvielsen vil museets nye bestyrelse også blive præsenteret. Den består af:
Per Nørgaard, Formand for Vesthimmerlands Museum, Thorkild Nilesen, Næstformand for Vesthimmerlands Museum, Helene Kragh-Jakobsen, Støtteforeningen for Johs. V. Jensen Museet
Bodil Nymark-Pedersen, Støtteforeningen for Johs. V. Jensen Museet, Kjeld Krogh Hansen, Støtteforeningen for Johs. V. Jensen Museet, Rasmus Vetter, Kultur- og Fritidsudvalget i Vesthimmerlands kommune og Jan Dyregaard, Kultur- og Fritidsudvalget i Vesthimmerlands kommune.
Allerede dagen efter, nemlig lørdag den 16. april vil museet være åbent for besøgende. Museet vil have sin faste åbningstid på fem af ugens dage, nemlig fra onsdag til søndag.