FARSØ: For at forhindre smitte med COVID-19 lukkede Den Jyske Sparekasse dørene til filialerne, da Danmark i midten af marts måned lukkede ned. Samtidig blev mange medarbejdere sendt hjem for at arbejde.
Selvom der i en periode ikke har været adgang til sparekassen, har kunderne dog stadigvæk kunnet komme i kontakt med deres rådgiver.
Videomøder populære
-Vi har i lang tid haft mulighed for at mødes online med kunderne, men nedlukningen har virkelig sat skub i videomøderne. Naturligvis kunne kunderne stadigvæk ringe og skrive til os, men der er bare situationer, hvor man har brug for at gennemgå et dokument eller nogle beregninger på skærmen. Så det har fungeret virkelig godt, fortæller områdedirektør Claus Sejrup Villadsen.
Nu er filialen i Farsø igen åben, og kunderne har igen mulighed for at komme ind i sparekassen til et fysisk møde. Der bliver dog max lukket 3 kunder ind ad gangen, og sparekassen har ligesom alle andre virksomheder taget nogle forholdsregler for at minimere smitterisikoen.
-Det er rigtig dejligt, at der igen er kunder i filialen. Selvom der har været folk på arbejde, så har det alligevel været lidt underligt tomt med de lukkede døre og ingen kunder. Flere af de kunder, der kommer ind i sparekassen, kender vi jo, og så hilser man lige og får måske en snak. Jeg tror dog stadigvæk, at der er kunder, som vil benytte videomøder, efter de har prøvet, hvor godt det fungerer i praksis. Vi vil rigtig gerne se kunderne her i filialen, men vi ved også, at i en travl hverdag med børn, job og fritidsaktiviteter kan det være svært at afsætte tid til et møde i sparekassen – og så kan et videomøde måske være løsningen i nogle tilfælde, siger Claus Sejrup Villadsen.