NT Flextur – udvides med natbetjening

VESTHIMMERLAND: Der er færre og færre taxavognmænd til at betjene Vesthimmerland og særligt landdistriktet.

Med inspiration fra Brønderslev Kommune, som har udvidet NT Flextur til hele døgnet, dog med andre takster om natten, har Teknik- og Miljøudvalget besluttet at Vesthimmerland skal indgå samme ordning med NT i en forsøgsperiode på 2 år fra 11. august 2024.

Aften- og natbetjening
Tilbuddet er et led i NT’s indsats for at fremme borgernes mobilitet både i hverdagen og i weekenden, hele døgnet rundt. Det er flere steder i Nordjylland en udfordring at få dækket taxikørslen om aftenen og om natten, og med begrænsede muligheder for natbus eller nattog, er mange nordjyder uden transportmuligheder i dette tidsrum. I forbindelse med høringen om den nye takststruktur i Flextrafikken i efteråret 2022, gav flere kommuner derfor udtryk for, at de gerne så åbningstiden for Flextur udvidet til senere end klokken 23 og gerne med natbetjening i hele Nordjylland døgnet rundt alle ugens dage.

Gerne ens ordning for hele Nordjylland
For at gøre det let og enkelt, og for at kunderne har samme muligheder, uanset hvor i Nordjylland de rejser, anbefaler NT, at tilbuddet om natbetjening udrulles i hele Nordjylland på én gang. På den måde kan kunden også rejse på tværs af kommunegrænser i Nordjylland om natten. Aktuelt (pr. 15. februar 2024) har Rebild, Mariagerfjord, Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev kommuner meddelt NT, at de ønsker at tilbyde Flextur i døgndrift. Jammerbugt, Aalborg, Thisted og Morsø kommuner har endnu ikke svaret på NT’s henvendelse.

Bestilles på samme måde som om dagen
Flextur om natten kan bestilles på samme måde som om dagen – det vil sige senest to timer før ønsket afhentning og tidligst 14 dage før. Telefonisk bestilling er også mulig – dog fortsat kun i tidsrummet kl. 8-18.

I samarbejde med taxabranchen
NT har været i dialog med taxabranchen, for at få input til ordningen og forslaget om at  udvide Flextur til natbetjening i hele Nordjylland. På baggrund af denne dialog, forslår NT en høj takst på Flextur om natten, der er på niveau med maksimaltaksten for taxakørsel i Danmark. På den måde vil Flextur give en forsyningsgaranti for mobilitet i Nordjylland, så alle kan få tilbudt kørsel, selv hvis der ikke er en taxa til rådighed i området. Herudover har både NT og taxabranchen en fælles interesse i at markedsføre kollektiv trafik og taxa som et samlet mobilitetstilbud.

Brønderslev har allerede indført flextur til hele døgnet
Siden marts 2021 har Brønderslev Kommune tilbudt Flextur hele døgnet, fordi kommunen oplevede en udfordring med at løse borgernes mobilitetsbehov om aftenen og i nattetimerne.  Dermed har NT opnået stor erfaring med ordningen. Brønderslev Kommune har i perioden januar – oktober 2023 givet et samlet tilskud til natkørslen på (kun) 54,45 kr. Baggrunden for dette er, at der er fastsat en takst for flextur om natten, der gør ordningen udgiftsneutral. Taksten om natten er i 2024 fastsat til 25 kr. pr. km pr. passager (med 200 kr. som minimumsbetaling). Dagstaksten i de himmerlandske kommuner er i 2024 på 7 kr. pr. km.

Den høje nattakst vil betyde, at borgerne vil kunne tage en billigere taxa, hvis der er en sådan til rådighed i kommunen. På den måde sikres det, at Flextur i nattetimerne ikke konkurrerer med den lokale taxakørsel.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: