Nr. 200 maraton fejret med kæmpe løbefest i Strandby

STRANDBY: I dag løb formand for Farsø Tri & Trimm, Jesper Klysner Sørensen fra Farsø, sit maraton nr. 200 og det gik ikke stille for sig. 160 andre maratonløbere fra store dele af Nord- og Midtjylland ville løbe sammen med ham.  

Løbeklub rykkede til Strandby
Han og løbeklubben havde derfor besluttet sig for at gøre noget ekstra ud af milepilen og gøre det til en løbefest. Farsø Tri & Trim brød sågar ud af sine vante rammer i Farsø og rykkede til Strandby.

Strandby Hallen blev derfor booket, og Jesper fik selv opgaven med at lave to ruter i de naturskønne områder omkring Strandby og Ertebølle og markere dem op med løbeflag. Ruterne gik bl.a. forbi Stenaldercentret, køkkenmøddingen og fjorden ved fiskerhusene. Ved Ertebølle Strand Camping var der arrangeret et depot. Med andre ord blev det flotte og historiske område virkelig vist frem på en dag, som ovenikøbet bød på det skønneste efterårsvejr med solskin og blå himmel.   

Det blev virkelig en løbefest. Her ses maraton og 1/2 maraton løbere på Ertebøllevej.

Sendt afsted med kanonsalut
Jesper Klysner Sørensen var derfor i et fantastisk humør, og han kunne ikke vente med at komme afsted. Så allerede kl. 9.00 kom han afsted med kanonsalut fra Himmerlands Saluteringslaug. Han fulgtes afsted med det første hold maratonløbere, som skulle løbe den 10,5 km. lange rute fire gange. Hver runde sluttede med en tur rundt i Strandby Hallen, hvor der var depot og rigget an til løbsfesten senere på dagen med helstegt pattegris og fadøl efter Jespers ønske. Ud over maraton var der også ½ maraton og rundeløb. I alt fem starter var der, så der var hele tiden løbere at se. 

Ved Ertebølle Strand Camping bestilte Jesper Klysner Sørensen (i midten) en øl til sig selv og sin løbemakker Niels ”Tille” Nielsen. Øllen blev naturligvis serveret af campingfatter Lars Brandt.

En kamp for at nå de 200
Flere medlemmer af Farsø Tri & Trim har for længst rundet de 200 maraton, som naturligvis også er blevet fejret, men for Jesper Klysner Sørensen har det været en ekstra kamp for at nå dertil. En rygskade satte ham nemlig ud af spillet.   

45-årige Jesper Klysner Sørensen rundede sine første 100 maraton i 2019 samtidig med sin 40 års fødselsdag.   Det var en prægtig dag for ham! Løb, og især maratonløb, var blevet hans ét og alt! Det var derfor et identitetstab for ham, da han blev skadet i 2021 og måtte reducere i antal maratonløb om måneden, desværre efterfulgt af et fuldt løbestop.  Og hvad skulle han så? Det blev cyklen. Og i 2023 med Tour De Taxa til Paris med fuld tramp i pedalerne. Men, som Jesper siger: “Hvad kalder man en cykelrytter? – en skadet løber!” Derfor tog Jesper forsigtigt løbetræningen op igen, og det er indtil nu blevet til 22 maratonløb i 2024. 

Alle 160 løbere som deltog fik denne flotte medalje med Jesper Klysner Sørensens portræt på.

Derfor var Jesper også rørt til tårer, da han kom i mål i lørdags og havde gennemført sit løb nr.200 – et løb og et jubilæum han havde frygtet, aldrig ville blive virkelighed.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: