STRANDBY: I aften afgør Kommunens økonomiudvalg, om Fjordgruppen Strandby KFUM får nye lokaler.
For 4 år siden besluttede Strandby-spejdernes grupperåd, at nye lokaler var nødvendige.
Efter kort tid faldt rådet over et hus, der kunne opfylde alle ønsker. Der blev taget kontakt til Vesthimmerlands Kommune om mulige løsninger som både placeringsmæssigt og økonomisk, blev analyseret.
Sagen blev sat i bero, da Strandby Skole blev lukket og uvisheden om hvorvidt Vesthimmerlands Naturfriskole blev en realitet. Man ville fra kommunal side, se om der blev ledige lokaler.
Nu har Vesthimmerlands Naturfriskole købt bygningerne og derfor kan spejderne ikke benytte disse.
– Huset vi oprindeligt kiggede på, er nu sat til salg og derfor er det NU, det gælder, siger Kim Skaarup, der har været tovholder i projektet for spejderne.
– Vi har i dag et nedslidt spejderhus, der kræver store omforandringer. Oliefyret skal skiftes, da det er forældet og toilettet skal fornyes. Dette alene er udgifter på omkring kr. 75.000, som vi ikke har.
Det omtalte oliefyr er uøkonomisk og forældet. Et VVS-firma har udtalt, at det kører på lånt tid. Der bliver alene på opvarmning brugt ca. 30.000 kr. årligt. I det nye hus er denne udgift ca. det halve.
-På sigt vil købet af et nyt spejderhus være det eneste rigtige. Både for kommunen og for Fjordgruppen Strandby. Vi har jo set at borgmester Knud Kristensen med et pennestrøg bevilligede penge til en skater-bane i Aars. Så lad os nu se, om der er samme politiske vilje til at investere i børnene og fællesskabet i Strandby. Vi kan jo kun håbe, siger Kim Skaarup.