FARSØ: Det er kun en måned siden af kunstinstallationen med bysbørnene Thit Jensen og Johs. V. Jensen blev indviet på Kræn Spillemands Plads som en af tre satelitudstillinger af udstillingen Naturens Stemme – i forfald.
Naturens Stemme er skabt af Johnny Haugaard – alias Blomstermanden i samarbejde med ca. 600 frivillige, hvoraf de ca. 50 har arbejdet med kunstinstallationen i Farsø.
Opbygningen varede i seks uger. Udstillingen blev udvidet fra fire til fem uger, for den skulle som navnet antyder, gå i forfald. Mange synes, at den på ingen måde er gået i forfald, den er faktisk blevet smukkere med tiden.
Det er derfor vemodigt, at de frivillige i næste uge begynder at tage kunstinstallationen ned. Den kunne godt stå et stykke tid endnu.
Rigtig mange – også mange som aldrig har været i Farsø før, har været forbi Kræn Spillemands Plads den seneste måneds tid for at hilse på Thit og Johs. V. På pladsen har de også kunnet læse om stationsbyen Farsø, og om personer som har haft stor betydning for byens udvikling.
Besøget på pladsen har de mange gæster kunnet afslutte med en tur i Farsø Rådhuscenter (shopping) og/eller et besøg Johs. V. Jensen og Thit Jensen Museet, for at blive endnu mere vidende om de to bysbørn.
/cf
