Naboer er gået sammen om at leve det gode liv

TESTRUP/AALESTRUP: De bor i skøn natur, i ro og fred. Det er det som Annamaria Nielsen – bedre kendt som Mie og Hanne Rasmussen ved første bekendtskab har til fælles. Men de driver også hver sin virksomhed, og bor kun 5 km fra hinanden.

Mie Nielsen åbnede sit nye spisested ”Tid til ro under bøgen” på Eveldrupvej ved Testrup den 1. november. Ligeledes sidste år, den 1. maj, åbnede Staudeengen på sit nye sted Nordre Ringvej, nord for Aalestrup, efter at være flyttet fra Gundersted.

Beskæftiger sig med det de holder mest af
Selvom begge har været selvstændige i mange år, så har de nu fundet frem til at beskæftige sig med det de holder allermest af. Mie har fundet tilbage til kokkefaget, selvom hun i mange år har været selvstændig bygningsmaler. Hanne sælger og holder foredrag om aronia, selvom hun i mange år havde sit eget plantesalg og besøgshave.

Skulle have noget godt mad
Grunden til at de to er stødt på hinanden er, at Hanne også har værelsesudlejning og udlejning af et festlokale, som befinder sig i en længe på ejendommen på Nordre Ringvej.

-Jeg havde nogle gæster som gerne ville bestille mad – og altså ikke bare en hurtig pizza, men noget lækker mad, og så var det at jeg var blevet opmærksom på Mie’s nye sted, fortæller Hanne Rasmussen.  

Jeg tog kontakt og vi kom i god snak med hinanden, lyder det videre fra Hanne Rasmussen. Faktisk så godt, at vi hurtigt besøgte hinanden, og kunne se at vi kunne arbejde sammen.

Fortæller de gode historier
Ud over at henvise mad, festlokale og overnatningsfaciliteter til hinanden, så har de også fundet ud af, at de kan bidrage med andet, nemlig at leve det gode liv.

-Vi har derfor arrangeret to dage, hvor der er afsat ca. 3 timer med gode historier, god mad og hygge, siger Mie Nielsen.

De gode historier går på ideen bag ”Tid til ro under bøgen” og ”Staudengen” særlig med fokus på aronia.

Tid til ro under bøgen
Mie Nielsen fortæller, at navnet på hendes nye spisested skal tages helt bogstaveligt. Mange har en stresset hverdag og meget de skal nå, og slet ikke tid til nærvær og at mødes med gode venner over god hjemmelavet mad. Der skal være tid til ro. Det har mennesker brug for.

At hendes nye sted ovenikøbet ligger ved hærvejsruten gennem Testrup, hvor pilgrimme i fordums tid kom til for at få ro, understreger meningen med stedet – der naturligvis har gamle bøgetræer omkring, endnu mere.

For 2 år siden købte hendes mand Mogens, som er landmand, landbrugsjorden og huset, hvor nu ”Tid til ro under bøgen” er indrettet.

-Det har ikke været let at omdanne et hus på landet til et spisested. – Det har faktisk været noget op ad bakke, at få tilladelse til, fortæller Mie Nielsen, men jeg gav ikke op for min drøm. Nu er ”Tid til ro under bøgen” en realitet og jeg har også planer om at åbne for værelsesudlejning, fortæller hun.

Mie Nielsen er oprindelig uddannet kok men måtte forlade faget. Hun uddannede sig derfor i stedet til bygningsmaler og blev selvstændig. Kokkefaget har dog aldrig sluppet hende, og hun har i mange år ønsket at komme tilbage.

Aronia blev omdrejningspunktet  
Hanne Rasmussen og hendes mand Carsten byggede Staudeengen med besøgshave og plantesalg op fra bunden i Gundersted. For 17 år siden blev Hanne ramt af en blodpop i hjernen.

-Jeg endte i kørestol og var i et længere genoptræningsforløb, men haven blev min terapi til at komme på benene igen, og aroniabær, som vi havde i haven blev min redning. Salg af aroniaprodukter gennem over 200 forhandlere i hele Danmark og foredrag om aronia er i dag blevet hendes levevej.

Sidste år rykkede de altså til landstedet udenfor Aalestrup, og opgav besøgshave og plantesalg i Gundersted, da området var projekteret til vindmøller, som de ikke kunne affinde sig med.  

Mie Nielsen og Hanne Rasmussen har således tankevækkende historier om, hvordan de er kommet dertil, hvor de er i dag – altså det gode liv. Dem vil de gerne dele med andre i hyggeligt selskab over god mad.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: