Musikcafeen klar til efterårssæsonen

FARSØ: – Selvom vejret stadig er sommerligt, er vi nu i Musikcafeen klar til at tage hul på efterårets program, lyder det fra formand for Musikcafeen, Else Berthelsen.

Musikcafeen starter i næste uge ud med besøg af ”Den Unikke Trio” som består af Tina Siel (sang), Tine Lilholt (fløjte og harpe) og Knud Erik Trane (pianist). Trioen spiller traditionelle danske, svenske og norske sange, samt egne kompositioner.

I oktober er det igen blevet tid til at høre jazz, som denne gang bliver leveret af ”All time Jazz Band”. Bandet, som er et af landets mest brugte jazzbands, kommer fra Silkeborg, men med musikalske rødder i New Orleans. De har et stort og varieret repertoire blandet med masser af sang og højt humør.

Efterårssæsonen slutter af i november med besøg af” Neighbours”. Naboerne fra Ansager – Helge Engelbrecht og Tommy Rasmussen, kommer igen med deres dygtige musikere, dejlige sange og godt humør, som det kendes det fra Mariehaven.

Alle arrangementer foregår på Hotel Farsø og starter med en let ret mad.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: