STRANDBY: Knap 40 elever og 5 ansatte fra Vesthimmerlands Naturfriskole var i aktion, da dette års musical skulle spilles i Uhrehøje Plantage forleden.
Musicalen tog udgangspunkt i ”Eventyret om prinsen, prinsessen, trolden, troldmanden og bonde-dreng-pigen”. Et eventyr, som var skrevet af to af friskolens lærere i samarbejde med eleverne og som låner elementer fra den klassiske middelalder samt folkeeventyrene, men med en del nye tvist.
Helten i stykket en smuk, ung prins med penge på kistebunden, som skal redde en tilfangetaget prinsesse fra en ond troldmand, der er sur på en anden troldmand, fordi han har stjålet hans favorit blyant. Prinsen vandt selvfølgelig over den onde troldmand, besejrede den ildspyende drage, fik prinsessen og det halve kongerige, men tilbage står spørgsmålet, om han nu også var helten eller om det rent faktisk var bonde-drenge-pigen, der reddede dagen og som tak fik lov til at arbejde endnu mere på kongens jord.
Hele friskolen har stået sammen om at stable arrangementet på benene. Og som noget nyt, skulle alle friskolens elever inddrages i processen og optræde på samme tid over et stort område udenfor – enten som hovedrolleindehavere med replikker eller som hårdt-arbejdende-fattige-markarbejdere, tiggere eller ridderne.
Som noget nyt foregik musicalen udendørs, nærmere bestemt i Uhrehøje Plantage. Her havde friskolens elever og lærere igennem de seneste tre måneder selv bygget og udsmykket de flotte kulisser som bl.a. rummede lige fra en middelalderby, et kongeslot, en tronsal, en troldehytte til et tårn med en rigtig ildspyende drage. Publikum blev igennem musicalens 40 minutters varighed guidet rundt på et større område til de forskellige scener af selveste prinsens private skjald.
Som en naturfriskole med fokus på bl.a. natur, performance og kreativitet, lå det lige for at lave musicalen ude i Uhrehøje Plantage og da alle tilladelser fra kommunen, og brandmyndighederne var hjemme, var det sådan set bare at komme i gang.
-Som skoleleder har det været en fornøjelse at følge processen fra idé til færdigt produkt, og jeg er mega stolt af, at eleverne og mine ansatte på små tre måneder selv har skrevet, bygget, opsat og afholdt en produktion af denne størrelse udenfor friskolens trygge rammer, hvor vores værdier virkelig fik frit skue. Det blev som jeg lovede i min velkomst: ”Vildt, vanvittigt, vovet og lidt vådt”, udtaler skoleleder Morten Christensen.
Og på trods af regnen mødte over 100 publikummer op og fik en kæmpe oplevelse.