FARSØ: Det bliver den nye museumsdirektør for Vesthimmerlands Museum, Anne Birgitte Jessen, som skal holde båltalen, når der traditionen tro er Sankt Hans Bål i Søanlægget i Farsø med de blå spejdere fra DDS Farsø som arrangør.
Anne Birgitte Jessen tiltrådte stillingen den 1. oktober sidste år, og hun står foran store opgaver med bl.a. at udvikle vikingeborgen Aggersborg, som er kommet på UNESCO’s liste over verdensarv.
Gennem de senere år har de blå spejdere udviklet på arrangementet i Søanlægget, så der er noget for hele familien, bl.a. med legeaktiviteter, musik, pandekagebod, tombola og konkurrencer.


-Vi håber naturligvis på godt vejr, så mange møder op i god tid og hygger sig sammen på pladsen foran Mindelunden og spejderhuset, hvor vi naturligvis sammen skal synge Midsommervisen, lyder det fra spejderne, som har brugt de seneste par uger på at forberede bål og aktiviteter.
