Museum er nu komplet

FARSØ: På fredag ser Johannes V. Jensen Museet frem til at afsløre to flotte gaver, som er blevet skænket til museet.

På fredag afsløres den nye litterære udstilling om Johannes V. Jensen. Her ses fra højre Per Dahl og Aage Jørgensen fra Johannes V. Jensen-centret ved Aarhus Universitet i færd med at hjælpe Johannes V. Jensens støtteforening: Evald Saarup, Søren Nørgaard, Kjeld Hansen, Inger Lise Knudsen og Jens Munk-Christensen med at opstille udstillingen.

Flere gaver til udstilling
Det drejer sig om en buste af Johannes V. Jensen og en komplet litterær udstilling til museet. 

Busten er udført af den færøske billedhugger Hans Pauli Olsen, som i øvrigt selv vil stå for afsløringen på fredag. Busten er en gave fra Vesthimmerlands Kunstforening.  

Efterfølgende er museet stolt af at kunne præsentere sin nye udstilling om Johannes V. Jensens samlede værker, strækkende sig fra Himmerlandsfortællinger til Kongens Fald og Digte.

Udstillingen, som er skænket vederlagsfrit til Johannes V. Jensen Museet i Farsø, er skabt i samarbejde med Per Dahl og Aage Jørgensen fra Johannes V. Jensen-centret ved Aarhus Universitet og Martin Lund fra Statsbiblioteket i Aarhus.

Sammen med Anders Thyrring Andersen, som i øvrigt er medlem af Johannes V. Jensen Museets støtteforening, fremstillede de udstillingen til Statsbiblioteket i 2006 i anledningen af hundredåret for udgivelsen af Digte i 1906.

De fire skabere af Johannes V. Jensen udstillingen fortæller, at de er meget glade for nu at kunne overdrage udstillingen, der især beskriver forfatterens litteratur og rejser, til Johannes V. Jensen Museet. For på den måde kan udstillingen leve videre og komme andre til gavn i de glimrende rammer museet i Farsø har fået. 

I starten af ugen tilbød Per Dahl og Aage Jørgensen sin hjælp med at stille Johannes V. Jensen udstillingen an i museet, som nu med et har fordoblet udstillingsarealet.     

I samme ombæring har museets støtteforening indrettet et bibliotek i et af museets andre rum. Her kan man studere Johannes V. Jensens biografier og udklip, som tidligere bibliotekar på Farsø bibliotek Helene Kragh-Jakobsen har registreret og overdraget til museet.

Desuden har Johannes V. Jensen museet fået skænket en del malerier af forfatteren selv og hans familie. Kjeld Hansen fra museets støtteforening fortæller, at man nu råder over så mange billeder, at der er rigelig til et par kommende særudstillinger.            

Stor interesse for det nye museum
Siden Johannes V. Jensen museet blev indviet for et år siden, har der været en stor interesse for at besøge det. Grupper, skoleklasser og turister har været flittige besøgende, med stor interesse i at se og høre om barndomshjemmet i Farsø. Men også forfatterens arbejdsværelse, som er udlånt af Nationalmuseet til museet i Farsø, og nu altså også litteraturudstillingen, er medvirkende til at det er en stor oplevelse at besøge Johannes V. Jensens eget museum i barndomsbyen.   

Det kan derfor ikke undre nogen, at Johannes V. Jensen museets bestyrelse og Støtteforening ser frem til på fredag, hvor de langt om længe kan vise det færdiggjorte museum frem.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: