Motorcyklist overlevede ikke voldsom soloulykke  

FARSØ: Fredag aften skete der en voldsom trafikulykke i Svoldrup-krydset i Farsøs hovedgade, hvor Søndergade møder Svoldrupvej.    

Alarmcentralen modtog kl. 19.18 et opkald om, at en motorcyklist havde ramt et vejskilt ud for Søndergade 79, og at han og motorcyklen var blevet slynget i hver sin retning, og at motorcyklisten var ukontaktbar

Der blev straks sendt paramediciner, ambulance, lægehelikopter og politi til stedet. Helikopteren landede midt i krydset og politiet sørgede derfor for trafikregulering på ulykkesstedet, mens akutlæge og redningspersonalet i et stykke tid arbejdede med den kvæstede motorcyklist på stedet. Han havde pådraget sig alvorlige skader på kroppen.

Den kritisk tilstedte 52-årige motorcyklist fra Farsø-området blev herefter kørt med politieskorte til Aalborg Universitetshospital. Manden stod ikke til at redde. Han døde kl. 01.04 natten til lørdag af sine kvæstelser.

En bilinspektør arbejdede på stedet efter ulykken for at få kortlagt omstændighederne ved ulykken. Faktum er at to vejskilte og et helleanlæg blev ramt.   

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: