Mødestedet bag Brugsen indvies officielt på fredag

HVALPSUND: Fredag får Hvalpsund endnu en anledning til at hejse flagene. Her indvies det nye ”Mødestedet” bag Brugsen officielt, og dermed markeres afslutningen på første etape af den omfattende områdefornyelse, som har været i gang i byen siden 2020.

På mødestedet kan man få informationer om Hvalpsund og omegn.

Men selv om etape ét nu rundes af, er udviklingen i Hvalpsund langt fra forbi.

Borgerne har været drivkraften
Hvalpsund har de seneste år været inde i en forrygende udvikling. En væsentlig del af forklaringen findes hos de mange aktive borgere, som sammen med Vesthimmerlands Kommune har været med til at gennemføre en lang række projekter, der har løftet byen og området.

Flere af projekterne er blevet markeret med officielle indvielser, og fælles for dem har været et stort lokalt fremmøde. Det har tydeligt vist det sammenhold, der præger Hvalpsund, og lysten til at være med til at udvikle byen.

En by i fortsat udvikling
Hvalpsund kan derfor med god grund kaldes en solstrålehistorie. Og udviklingen stopper ikke med fredagens indvielse.

I de kommende år venter nye projekter. Ved lystbådehavnen skal der blandt andet etableres en servicebro med mulighed for husbåde. Nautilus bygger et nyt klubhus, som skal give bedre muligheder for at udbygge vandaktiviteterne, og på den tidligere vinteropbevaringsplads for både opføres endnu et boligområde med lejeboliger.

Også området omkring færgen og fiskerihavnen står foran forandringer. Her er flere projekter på vej, blandt andet nye lokaler til turistinformationen i forbindelse med krabbebroen.

En lang række projekter er allerede gennemført
Med indvielsen af Mødestedet kan første etape af områdefornyelsen nu gøres op. Listen over gennemførte projekter er lang.

Den omfatter blandt andet udbygningen af legepladsen på Havnepladsen, etableringen af badeanlægget og solnedgangspladsen samt en ny toiletbygning. Havnepladsens parkeringsområde er blevet renoveret og opgraderet, ligesom der er etableret et nyt molehoved ved indsejlingen til Fiskerihavnen med gangbro på siden samt to mindre jollebroer.

Derudover er der etableret flexparkering ved Strandvejen, en promenade mellem Fiskerhavnen og Lystbådehavnen, to badebroer langs Fjordvej, en ny vinteropbevaringsplads til lystbåde og et nyt mastehus.

Foreningerne har også bidraget
De lokale foreninger har spillet en vigtig rolle som medspillere i udviklingen.

Det har blandt andet resulteret i en sauna ved badeanlægget, en vandtrampolin, nye redskaber på Vesthimmerlands populære legeplads samt overdækkede bord- og bænkesæt på legepladsen og ved beachvolleybanen.

Også kunsten har fået plads i bybilledet med kunst ved indkørslen til Hvalpsund.

Nyt mødested for lokale og gæster
Det nye Mødested bag Brugsen er et af de projekter, der nu står klar til brug.

Både Brugsen og det lokale vandværk har stillet arealer til rådighed for projektet, og navnet ”Mødestedet” er valgt med omhu.

Tanken er, at stedet skal være et naturligt samlingspunkt, hvor både lokale og besøgende kan få inspiration til, hvad Hvalpsund og den omkringliggende natur har at byde på.

Via infotavler bliver der mulighed for at orientere sig om oplevelser og seværdigheder i området. Inden længe bliver de vandreruter, som udgår fra Mødestedet, opgraderet.

Borgmesteren klipper igen den blå snor
Det bliver borgmester Per Bach Laursen, der står for indvielsestalen og det traditionelle snorklip på fredag på ”Mødestedet”.

Det er langt fra første gang, borgmesteren står med en saks i hånden i Hvalpsund. Første gang var ved indvielsen af badeanlægget i 2021. Senest var det i juni i år, hvor han klippede den blå snor til de nye badebroer langs Fjordvej.

Brugsen fortsætter festen
Efter den officielle indvielse fortsætter festlighederne hos Brugsen.

Her bliver der både musik og lotteri, og samtidig benyttes lejligheden til at samle penge ind til etableringen af en ny parkeringsplads på grunden, hvor den gamle bagerbutik tidligere lå. Bagerbutikken blev revet ned tidligere i år.

Dermed bliver fredagens indvielse ikke kun en markering af endnu et afsluttet projekt, men også en anledning til at se tilbage på en udvikling, der har sat et markant aftryk på Hvalpsund – og samtidig se frem mod de mange nye projekter, der allerede venter.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.