FARSØ: Flere traditionsrige arrangementer aflyses i denne tid, grundet Corona forsamlingsforbuddet.
I år, hvor det er 75-året for Danmarks befrielse, havde DDS Spejderne i Farsø Søanlæg også planlagt at markere året ud over det sædvanlige.
Men traditionen omkring fanevagt og blomsternedlæggelse vil blive holdt i hævd, men uden publikum i Søanlægget.
-Vi arbejder lige nu med en virtuel version, fortæller Per Lyngby fra DDS Spejderne, hvor vi optager mindeparaden – og gerne også talen, og sender den ud.
Traditionen i Mindelunden i Farsø Søanlæg den 4. maj er for at mindes besættelsen – og i år befrielsen – men ikke mindst de to lokale frihedskæmpere, og spejdere, Christian Ulrik Hansen og Per Sonne. De tog begge aktiv del i den danske modstandskamp og betalte begge med deres liv.
DDS spejderne havde også glædet sig til at afholde et nyt tiltag her i starten af maj; ”Sove ude”, hvor borgere – stor som lille, kunne overnatte i telt eller bivuak på spejdervis i Farsø Søanlæg.
-Vi håber, at kunne afholde dette arrangement på et senere tidspunkt. Hvis ikke i efteråret så til næste forår, siger Per Lyngby.