TREND: Det var en særdeles blæsende og regnfuld start på efterårsferien i weekenden. Her fandt de årlige populære middelalderdage sted på Vitskøl.
Populariteten blegnede dog allerede inden start, for flere middelaldertelte var natten til lørdag blæst ned. Blæsten tog til med stormende kuling, kastevinde og kraftige regnbyger. Så selvom middelalderfolket var klædt godt på, så var man mere bekymret for sit udstyr såsom telte, aktiviteter og salgsvarer. Det betød, at flere udstillere tog beslutningen om at pakke sammen.
Middelaldermarkedet blev således ikke som der var lagt op til. Arrangørerne var dog fast besluttet på at gennemføre det der kunne gennemføres, så ingen gæster gik forgæves. Samtidig blev det også besluttet at entreen var gratis.
Det var en bedrøvet formand for Middelalderdage, Bo Jacobsen, man mødte ved indgangen.
-Vi har prøvet stormfulde dage før, også med nedblæste telte. Men det er slemt denne gang. Vi er ikke herre over vejret. Tænk sig for en måned siden havde vi sommer. Det er et vejrfølsomt arrangement. Det gør ikke noget med kulde eller regn, blæsten er den værste. Den går også ud over de arrangementer vi har planlagt såsom salutskydning, bueskydning fra hesteryg, bueskydningsopvisning, opvisning med rovfugle m.m.
I ly af Vitskøl Kloster forsøgte musikgruppen Ramasjang at holde humøret oppe med deres festlige middelaldermusik, og børnene fra Vilsted Friskole gjorde deres for at skabe lidt aktivitet med gamle lege i læ ved klosterhaven.
Blæsten og regnen holdt også gæsterne væk, så kun få hundrede lagde vejen omkring Middelalderdage lørdag.
I den erkendelse og at vilkårene for arrangementets gennemførelse blev sværere som dagen skred frem, besluttede arrangørerne ved 14-tiden lørdag, at aflyse søndages arrangement.
Billederne er fra starten af Middelalderdage lørdag, hvor man stadig var fast besluttet på at gennemføre arrangementet.
/cf