TREND: De traditionsrige middelalderdage på Vitskøl Kloster tager en pause i 2026. Til gengæld er der allerede godt gang i planerne for en tilbagevenden i 2027 – denne gang med en helt ny bestyrelse ved roret.
Ambitionen er klar, Middelalderdage skal igen fylde klosterets historiske rammer med liv, handel og oplevelser.
– Vi agter atter at fylde klosterets jorder med latter, handel, klirrende mønt og liflig stemning. Gamle kendinge såvel som nye sjæle bydes hjerteligt velkommen – hvad end I kommer som kriger, købmand, gøgler eller blot nysgerrig gæst, siger Middelalderdages nye formand Gitte Kristensen på Middelalderdages hjemmeside.
Udfordrende år bag festivalen
De seneste år har været udfordrende for arrangementet. I 2023 blev festivalen ramt af så kraftigt blæsevejr, at 2. dagen måtte aflyses. Året efter blev arrangementet rykket til september i håb om bedre forhold, men det førte ikke til det ønskede løft i besøgstallet.
Det har været medvirkende til beslutningen om at holde en pause i 2026, så den nye bestyrelse kan gentænke og videreudvikle konceptet.
Fastholder traditionen
Trods ønsket om fornyelse holder arrangørerne fast i en central tradition: Middelalderdagene vender tilbage i den første weekend af efterårsferien i 2027.
Samtidig lægges der op til, at Middelalderdage skal udvikles og styrkes med nye tiltag.
– Vi vil gerne gøre markedet endnu sjovere og hyggeligere for både aktører og publikum, lyder det videre fra Gitte Kristensen.
Efterlyser idéer fra borgerne
Bestyrelsen opfordrer både lokale og andre interesserede til at byde ind med idéer til aktiviteter, underholdning og nye initiativer.
Har man lyst til selv at deltage med en bod, optræden eller anden aktivitet, er man også velkommen til at tage kontakt til arrangørerne.
Med pausen i 2026 håber den nye bestyrelse at skabe et stærkere fundament – og sikre, at Middelalderdagene på Vitskøl Kloster igen bliver et tilløbsstykke for både lokale og besøgende.
/cf
