VESTER HORNUM: Købmand Michael Frederiksen har gennem længere tid haft problemer med ryggen. Det er faktisk så galt, at han jævnligt får fysioterapeutbehandlinger for at holde sig gående.
-Jeg har slid i ryggen, fortæller Michael Frederiksen.
De mange løft i løbet af dagen og de mange timer i butikken gør, at min ryg nu siger stop.
Slidtagen er opbygget gennem 40 år. Jeg har ikke skånet mig selv som selvstændig erhvervsdrivende. Det kommer nu til udtryk, så jeg kan mærke det!, siger Michael Frederiksen.
Købmanden som fyldte 60 år for nylig, mener der stadig er mange gode arbejdsår tilbage i ham.
-Men jeg er nødt til at geare ned og passe på mig selv. Altså færre løft og færre timer. Jeg har ikke lyst til at stoppe som købmand i Vester Hornum. Mit drømmescenarie er, at nogen vil dele opgaven sammen med mig.
-For at have helt klare linjer har jeg har sagt mit lejemål op hos Vores Butikshus ApS, altså borgergruppen som ejer købmandsbygningen. Så kan der arbejdes på at finde en løsning.
Vores Butikshus ApS har sat fristen til udgangen af september næste år. For mit vedkommende må der gerne findes en løsning før, fortæller Michael Frederiksen, der indtil videre har drevet købmandsbutikken i Vester Hornum i 4 år med rigtig godt resultat.
Sammen med Vores Butikshus ApS har købmandsbygningen fået en gevaldig renovering både ude og inde. Desuden er butikken energirenoveret med nye kølere, frysere, lamper m.v. Så det er en butik i tip-top stand.
Uanset hvordan løsningen falder ud med købmandsbutikken, så har Michael og hans kone Sonja ikke planer om at flytte fra byen.
-Vi har et fantastisk fælleskab her i byen, og her føler vi os hjemme, siger Michael Frederiksen.