VESTHIMMERLAND: Statens og kommunernes indkøbscentral (SKI) har netop indgået aftale med en snæver kreds af møde- og konferencedestinationer i Danmark, om at blive leverandør til de mange konferencer, som Staten, Regionerne, Kommunerne og landets andre offentlige institutioner afholder rundt om i landet.
4-årig aftale med Det Offentlige
Messecenter Vesthimmerland har vundet denne licitation, og skal sammen med 13 andre møde- og konferencedestinationer i Nordjylland være leverandør for de møder og konferencer, som Det Offentlige afholder i Nordjylland. På landsplan er der udpeget 124 destinationer i alt.
Aftalen løber i 4 år.
Møder og konferencer
-Den nye konferenceaftale er målrettet statens indkøb af konferencesteder, men kan også benyttes af kommuner, regioner og andre offentlige organisationer. Konferencestederne på aftalen dækker hele landet fra Skagen til Gedser og med faciliteter i både små og store byer. Aftalen giver mulighed for at anvende konferencesteder, som er miljø- og klimavenlige, da godt 77 pct. af leverandørerne er certificeret med Green Key, Svanemærket eller lever op til kravene til certificeringerne på tilsvarende vis, siger Christian Lunding, der er udbudsdirektør i SKI.
Glad direktør
-I Messecenter Vesthimmerland er vi utrolig glade og taknemmelige for, at vi er blevet udvalgt som fremtidig leverandør til Staten, Regionerne, Kommunerne og en række andre offentlige institutioner, når der skal afholdes møder og konferencer, fortæller Brian Otte, direktør i Messecenter Vesthimmerland.
Vi har en målrettet strategi omkring vækst i det forretningsområde, som vi kalder møder og konferencer, så derfor falder denne aftale utrolig godt i tråd med vores strategi.
Positiv afsmittende effekt på lokalområdet
Lokalområdet, butikker, hoteller, tankstationer etc. nyder utrolig godt af at vi i Messecenter Vesthimmerland trækker mange gæster til vores egn – denne aftale er med til at styrke dette lokale samarbejde endnu mere, da flere og større møder og konferencer hos os, vil have en positiv afsmittende effekt på vores lokalområde, fortsætter Brian Otte.
Kan rumme 1000 deltagere på en gang
Af de 14 konferencedestinationer i Nordjylland, der er udvalgt som fremtidig SKI-leverandør, er Messecenter Vesthimmerland den destination, der kan rumme flest deltagere samtidig, idet vi med en kapacitet på 1.000 personer, har rammerne til at håndtere nogle af de helt store konferencer, som Staten måtte udbyde, så vi glæder os utrolig meget til at byde en masse nye konferencegæster velkommen til Vesthimmerland, slutter Brian Otte.
