Mere natur og biodiversitet i Uhrehøje plantage

Anne Becher

Anne Becher

Anne Becher(Farsøvej 101, 9640 Farsø), Jakob Kortegaard, Kamma Sennenwald, Hanne Skjold Knudsen, Laust Skjold Knudsen, Anne Louise Wetche. Lise Fredslund, Rikke Jørgensen, Peter Rold, Steen Jensen.

Åbent brev til Vesthimmerland kommunens Teknik og miljøudvalg

Uhrehøje Plantage er et dejligt sted i Vesthimmerlands kommune. Skoven er kuperet og har et godt stisystem, der hersker fred og ro. Uhrehøje Plantage er anlagt for 100 år siden med fokus på effektiv skovdyrkning, så det er en gammel plantage uden de store naturværdier, men skoven har potentiale for at blive omdannet til en ægte naturperle, hvis vi ellers lod det ske. De fleste steder i skoven står de triste mørke nåletræer endnu, men få steder er der af sig selv kommet en dejlig blandet skov med naturlig opvækst af birketræer, rønnetræer og enkelte ege.           

Er det ikke på tide at gøre op med ”vi plejer” i forhold til driften af Uhrehøje Plantage, som en kedelig produktionsskov uden levesteder for dyr og planter? Det spørger naboer og brugere af Uhrehøje Plantage, Teknik- og Udvalget I Vesthimmerlands Kommuner og opfodrer til at man lader opvækst af de hjemmehørende træer være og sørger for at der er plads til træer af forskellige arter og aldre. Giv naturen plads, også på Vesthimmerlands Kommunens egne arealer, mener borgergruppen.

Tænk, hvis Vesthimmerlands Kommune administrerede skoven ud fra et ønske om mere biodiversitet. Gav mere plads og lys til at de hjemmehørende træer kunne komme frem af sig selv, mere plads til sommerfugle, lod gamle træer stå til gavn for svampe, insekter, spætter og ugler. Det kunne blive fantastisk.

De danske skove er desværre i ”ugunstig naturtilstand” og mange steder i landet er man derfor i fuld gang med at omdanne ensartede produktionsskove til mere vild og urørt natur. Man forsøger at gøre skovene mere forskelligartede, forstået på den måde, at der en naturlig opvækst af hjemmehørende arter, lader træer blive gamle, ved fra udgåede træer bliver i skoven og i det hele taget sørger man for at der er forskellige træer i forskellige aldre. Man genopretter desuden de naturlige vådområder. På den måde skaber man levesteder for mange forskellige dyr og planter, det som også kaldes biodiversitet.    

Men, det er tilsyneladende ikke den vej, man går lige nu i Vesthimmerlands kommunes største skov. I fuldstændig modstrid med den faglige viden om, hvordan man skaber mere biodiversitet i skoven, samt tidens store politiske fokus på biodiversitet, så er man i gang med at fælde opvækst af hjemmehørende træer som birketræer, rønnetræer og egetræer, så de store nåletræer får mere plads på de få områder af skoven, hvor der faktisk er noget, der ligner urørt skov.

Vi begriber det ikke og synes det er temmelig pinligt, at man i Vesthimmerlands Kommune tilsyneladende ikke er kommet videre. Lige nu skal den grønne trepart implementeres og private landmænd skal lægge jord til biodiversitet, men kommunen vil ikke gå forrest med vores egne arealer eller hvad? 

Derudover vil vi også slå et slag for den stille vandrer, som vi er mange af. Vi ønsker ikke flere aktiviteter eller anlæg i skoven. Vi bor her i området og kommer i skoven for at finde fred og ro. For 15 år siden, kæmpede vi for at bevare skoven på offentlige hænder for at sikre adgangen til skoven. Nu er der brug for nogen, der kæmper for mere og vildere natur, ikke mindst i lyset af de natur-og klimakriser, som tager til i uforandret styrke. 

Vi har mange spørgsmål til, hvad der foregår i Uhrehøje Plantage. Hvem har besluttet at fælde opvækst af hjemmehørende træer? Hvad er meningen med, at Uhrehøje Plantage stadig bliver drevet som en intensiv produktionsskov? Hvad er det overordnede mål for skoven og er det ikke på tide, at vi træder ind i en ny tid, hvor naturen har første prioritet?

Næste gang der er kommunalvalg vil vi gerne give vores stemme til de politikere, der vil gøre noget for biodiversiteten, også på kommunens offentlige arealer.  Lad Vesthimmerlands kommunes skove blive forvaltet med biodiversitet for øje og med plads til den stille vandrer.

Med grøn hilsen fra naboer og brugere af Uhrehøje Plantage

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: