FARSØ: Sidste onsdag aften var – trods kulde og blæst, en skøn lun og munter aften hos Farsø Tri & Trim.
Nye klapborde/bænke og stole som gave
Løbeklubben startede her sit nye træningskoncept op i Farsø Søanlægs smukke rammer, men fik også besøg af Jes Jacob Christensen fra ”Fonden Himmerland” som hører under Himmerland Forsikring. Med sig havde han et gavebevis på kr. 12.500 til indkøb af klap-borde/bænke samt nye stole til klublokalet.
Løbeklubbens gamle stole var meget gamle! Derfor havde klubben ønsket midler til indkøb af 30 nye stabelstole til klublokalet og valgt en stol, som også kan holde til at blive brugt udendørs.
Mere indbydende at blive efter træning
Efter nogle hårde år med corona-restriktioner, hvor løberne kun måtte mødes i små grupper, er løbeklubben stærkt på vej tilbage med sine ugentlige træninger og afholdelse af mange små & store sociale events. Og et godt klubmiljø fremmer kammeratskaber og trivsel. Farsø Tri & Trim ønsker at holde fast i den gode udvikling med styrkelse af fællesskabet i klubben og har derfor fokus på “tredje halvleg”. Med indkøbet af de nye stole til klublokalet håber bestyrelsen, at det er mere indbydende at blive efter træning og lade hyggesnakken gå, diskutere kommende løb, løbegadgets, træningsprogrammer m.m.
Kan tages med
Løbeklubben ønsker tillige at lægge en del træningsture væk fra byen og udnytte de mange små stisystemer og grønne perler rundt om i kommunen – også her er forplejning efter endt aktivitet vigtig. Derfor er en del af donationen afsat til anskaffelse af klapborde og klapbænke, som nemt kan lægges i et bagagerum og tages med på tur. For igen, det skaber sammenhold at snakke og spise sammen efter træning, men det kræver også en god stol at sidde på!