Af: Jannie Valentin Dexter Jakobsen, byrådskandidat i Vesthimmerland for Radikale Venstre og Gitte Lopdrup, byråds- og regionsrådskandidat, Radikale Venstre
Tænk hvis vi kunne leve i en kommune, hvor naturen er en integreret del af vores bymiljøer – uanset om det er landsbyen eller en af de større byer. Vi har som menneske brug for de små, daglige naturoplevelser i vores hverdag, da det er med til at sikre en bedre livskvalitet. Jo mere grønt, desto lavere risiko. Det siger en solid forskning fra 2019, som i korte træk viser en klar sammenhæng mellem det at vokse op ved grønne områder og risikoen for risikoen for senere at udvikle psykiske lidelser.
De børn, som vokser op i områder med mindst grønne omgivelser, har en større risiko for at få en en psykisk lidelse (fx akolholisme eller stress) som voksne. Faktisk er risikoen for stress 55 gange større end dem, som boede i et område med mere grønne arealer.
I Vesthimmerland skal vi gå foran. Vi skal være den kommune, som indtænker naturen, når vi udvikler vores byer, da vi skal sikre mere sundhed og livskvalitet blandt vores borgere. Det skal ikke kun tage udgangspunkt i borgernes trivsel, men også i alle arter trivsel. Vi er nødt til at afsætte meget mere plads til vild natur, hvis vi skal standse tabet af arterne. Og det skal vi gøre sammen.
Vi er allerede et skridt på vej derhen, da der siden slutningen af september 2021 har været en gruppe af unge fra Det Grønne Rejsehold, som har løst en case for kommunen, hvor bæredygtig byudvikling med øget biodiversitet har været i fokus. De har været i tæt dialog med medarbejdere og borgere i kommunen, for at få de bedste input til deres showcase. Samtidig er kommunen med i Miljøministeriets DKVild konkurrence, hvor der bliver arbejdet for at blive Danmarks vildeste kommune.
For bynatur laver ikke sig selv. Den skal planlægges og integreres ind i de omkringliggende miljøer – og det er her kommunen kommer ind i billedet. Vi mener at der ved hver af kommunens administrationsbygninger skal være fokus på at integrere naturen yderligere. Vi ser allerede et ok eksempel ved Farsø administrationsbygning, hvor der tidligere på sommeren blev opdaget en orkidé i det område, hvor beplantningen har groet vildt. Men det kunne blive meget bedre! Samtidig mener vi at fremtidige lokalplaner mv. skal have naturen i fokus, når nye byområder skal udvikles. Det er med til at tiltrække nye borgere til kommunen.
Alle kan være med, uanset om du bor i lejlighed med en altan eller i et rækkehus. Det er en god investering for alle, som ikke kræver alverden.
Lad os blive den kommune i landet, hvor vi skaber de bedste muligheder for at mennesker og dyr kan leve i et mangfoldigt, sundt og livsbetingende miljø.
Bynatur betaler sig, nu.
