VESTHIMMERLAND: Den almennyttige forening, Action Kids fra Nibe, har nu uddelt deres nyeste univers, “Action Kids i Cirkus,” til alle Vesthimmerlands Kommunes børnehaver, takket være en flot donation fra Fonden for Sparekassen Farsø.
Det falder i god jord hos Jeppe Korreborg Pedersen, næstformand i Børne- og Familieudvalget i Vesthimmerlands Kommune, der siger:
-På vegne af vores børnehavebørn er jeg meget glad for donationen fra Fonden for Sparekassen Farsø. Det er en donation, der vil vække stor glæde blandt vores børn i vores daginstitutioner. “Action Kids i Cirkus” har fokus på bevægelse gennem leg, bevægelse og musik. Vi elsker at se vores børn danse rundt, lege og gennem det musikalske blive klogere og komme tættere på hinanden. Donationen kommer derfor til at skabe meget glæde rundt i kommunen.
Action Kids er, kort fortalt, en analog papkasse med en lydfil og en instruktionsmanual til 25 minutters fysisk aktivitet. Ved hjælp af en fortællerstemme, musik, lydeffekter og farverige illustrationer bliver børnene guidet gennem en række fantasifulde historier, hvor de bl.a. kan tage på bondegårdsbesøg, zoofari, rumrejse og altså i cirkus.
