ULLITS: Den 1. maj 1983 tiltrådte Jens Kristian Knudsen som uddeler for Ullits Brugsforening. Jens Kr. var da 28 år og havde de seneste tre år været ansat i Brugsen i Farsø som 1. mand.
Et tilfælde at det blev Ullits
At Lene og Jens Kr. Knudsen overhovedet er endt i Ullits er et tilfælde. Gert Andersen, daværende uddeler i Brugsen i Farsø, havde nemlig lokket sin 1. mand til at følge med til Farsø. På den måde blev kursen sat stik mod nord fra Midtjylland. Det var i 1980. Tre år senere bød muligheden sig for Jens Kr. Knudsen selv at blive uddeler i Ullits.
Jens Kr. Knudsen og familie er blevet hængende i Ullits lige siden. Selvom adressen for forretningen, Foulumvej 10 i Ullits, stadig er den samme, så gik Jens Kr. Knudsen fra at være uddeler, da brugsforeningen blev nedlagt, til at blive selvstændig købmand. Hoki hed købmandskæden i starten, der har skiftet navn flere gange siden. I dag er købmandsbutikken en Min Købmand under indkøbskæden Dagrofa.
Udvalget er anderledes end for 40 år siden
Købmandslokalerne på Foulumvej 10 har den samme størrelse som i 1983 men udvalget er en del anderledes end dengang. Dengang var brugsen og købmanden landhandler. Her kunne man få hegnspæle, foderspande og gummistøvler bare for at nævne nogle af de ting, som de lokale landmænd handlede i butikken. Ting som Jens Kr. i dag ikke længere forhandler.
I dag er der åbent alle ugens 7 dage
For 40 år siden var åbningstiderne også nogle helt andre. Man lukkede lørdag til middag og hele søndagen. Men fredag var der til gengæld åbent helt til kl 20.00 husker Jens Kr.. Det var den helt store dag. På det tidspunkt handlede mange kun en gang om ugen i modsætning til i dag, hvor man handler, når der mangler noget i køleskabet.
Vigtigt at handle lokalt
Jens Kr. Knudsen glæder sig over at butikken har mange trofaste kunder, men ville gerne have flere at flere handler lokalt. Heldigvis har jeg nogle aftaler omkring levering af købmandsvarer og brød til campingpladser og virksomheder. Heldigvis husker de lokale foreninger også, hvor de skal handle drikkevarer og andet, når der afholdes arrangementer i byen.
Igennem alle årene har både Lene og Jens Kr. nemlig været meget aktive omkring det lokale foreningsliv, både som udøvere, men også i bestyrelser. Dette har de droslet lidt ned på de senere år, og vi er da begyndt at spille petanque, fortæller Lene.
Specielt at både mand og kone arbejder i samme butik
Lene kom til i butikken i 1989. Før havde hun været ansat på Produktionsskolen Kongshøjgaard. I butikken blev hun ansat på 20 timer primært til føre regnskab. I dag er arbejdsopgaverne anderledes, da det meste foregår elektronisk og prismærkerne er stregkoder.
Der er ingen tvivl om, at når både mand og kone arbejder i købmandsbutikken og åbningstiden er 8-18 alle ugens syv dage, så må man have hjælp.
Tidligere var det ikke ualmindeligt med en arbejdsdag på 12 timer. Nu er vi blevet bedre til at prioritere mere tid til os selv, så vi også kan komme i byen. Derfor har vi unge mennesker til at stå i butikken i weekenden. I hverdagene er vi gode til at afløse hinanden. Lene møder oftest senere ind og Jens Kr. får lov at holde middagspause.
Vi bliver i Ullits
I 1980 da Lene og Jens Kr. Knudsen, som næsten nygifte, flyttede til Farsø var det til et helt nyt hus på Tranevej i Farsø. Her troede de, at de skulle blive boende og stifte familie. Men med Brugsen i Ullits fulgte en lejlighed på 1. salen til uddeleren.
Lene husker, at det var hendes største betænkelighed ved at flytte fra Farsø til Ullits, nemlig 1. sals boligen oven på Brugsen i Ullits.
Som mange ved, flyttede købmandsparret da også senere, nærmere bestemt i 1990, til den gamle stationsbygning i Ullits, som forinden var blevet gennemrenoveret.
Der er sat udløbsdato på
-Og her bliver vi boende siger Jens Kr. Knudsen, selvom han allerede har sat en udløbsdato på at være købmand i Ullits. Det bliver senest den 31. december 2024. Til den tid er Lene fyldt 67 år og kan gå på pension, selv vil jeg være 69 år. Så er det tid for parret at nyde deres otium og deres seks børnebørn.
Men forinden håber de, at købmandsforretningen i Ullits er blevet givet godt videre til en ny købmand.
40 års fejringen på lørdag bliver dermed, efter al sandsynlighed, købmandsparrets sidste større fejring som butiksindehavere.
SE ANNONCEN 40 års fejringen HER
