Med et duelighedsbevis sejler du sikkert

HVALPSUND: Nautilus-Hvalpsund er en rigtig multiklub hvor medlemmerne boltrer sig både på og i vandet.

Sejlere, vinterbadere, kajakroer, juniorsejlere og roere nyder fjordens muligheder. Alle afdelinger har gennem de seneste år oplevet en stor tilgang af nye medlemmer. Fælles er, at man skal kunne være sikker på vandet, så får man mest ud af de spændende og flotte oplevelser når man ser Danmark fra søsiden.

Alle afdelinger har introkurser, så nye kan være trygge og føle sig velkommen. Sådan er det også for nye sejlere i klubben. Uanset om man selv har båd eller bare gerne vil med som gast, så er der plads til alle.

-Sejlerskolen i Nautilus er gennem de seneste 8 år blevet landskendt og anerkendt for måden at uddanne og tage imod nye medlemmer fortæller lederen af sejlerskolen, Dan Cort Jørgensen. Det kan kun lade sig gøre fortsætter han, fordi 8-9 erfarne sejlere hver mandag møder op og hjælper de nye i gang.

Men et er, at kunne sejle, et andet er at forstå et søkort og de færdselsregler er på vandet. For at sikre at alle kan færdes trygt på vandet, i en båd, har Nautilus igen år oprettet undervisning for dem der vil have et duelighedsbevis – ”kørekort” til båd.

Igen er det Ole Wang der står for undervisningen. Ole Wang er en rutineret underviser der sørger for at alle kommer sikkert i ”havn”. Undervisningen har fokus på at man skal kunne læse et søkort, forstå bøjerne, kende vigeregler og kunne planlægge fx en weekendtur med familien.

Udover duelighedsundervisningen har sejlerskolen også arrangeret en dag hvor sejlerne og klubmedlemmer kan afprøve deres redningsveste i Farsø Svømmehal, lære om brandslukning og få demonstreret nødraketter. Alle disse aktiviteter skal være medvirkende til at sikre en tryg sejlads og gode oplevelser. Det gode ved duelighedsundervisningen og sejlerskolen er ligeledes at man lærer hinanden at kende.

-Den sociale dimension er meget vigtig slutter Dan Cort Jørgensen, som allerede nu ser frem mod foråret 2022 når sejlsæsonen igen begynder.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: