HVALPSUND: Selvom Limfjordsmuseet har guidede bådsture på Frederik VII’s kanal på strækningen fra Løgstør til Lendrup, så er det trods alt kun en 4,4 km. ”lang historie” langs Limfjordskysten i Vesthimmerland.
Guidede ture om Limfjordslandet
Derfor erhvervede Limfjordsmuseet for tre år siden en velholdt Bedford bus fra 1954, med det formål at kunne tilbyde kulturhistoriske guidede ikke bare om Limfjorden, men også om Limfjordslandet.
I opsigtsvækkende nostalgisk bedford bus
Den opsigtsvækkende historiske bus kører rigtig mange ture. De seneste 3 somre og efterårsferier har den kørt tre ugentlige ture i området omkring Løgstør, Aggersborg og sydover til Rønbjerg og Vitskøl.
10 chauffører kører på frivillig basis på skift bussen. Som tidligere buschauffører og lastbilchauffører har de styr på mekanikken og nostalgien omkring det gamle køretøj, og fortæller gerne historien.
Bussen har plads til 36 passagerer i de fjedrede sæder – og som man kan regne ud, så har efterhånden mange været med på turene.
Ny tur fra Hvalpsund
Det fik guide, Christian Møller Pedersen, til at foreslå at udvikle en ny tur for Vesthimmerlands sydlige Limfjordsområde med udgangspunkt i Hvalpsund.
Selvom Christian Møller Pedersen er fra Løgstør har han aner fra Hvalpsund, hvor hans bedsteforældre boede. I dag har han igen tilknytning til færgebyen, da hans kæreste er fra Hvalpsund.
Christian Møller Pedersen er dog ikke kun lokal kendt, han er også uddannet historiker. I løbet af de fem år uddannelsen varede fandt han ud af, at han ville gå museumsvejen og ville være formidler – gerne på hjemegnen. Derfor blev kontakten etableret til Limfjordsmuseet, og han blev fast guide på Bedford bussens ture.
Premiere i søndags
I søndags var der premiere på Bedford bussens sydlige rute fra Hvalpsund, alt sammen med udgangspunkt i beliggenheden ved Limfjorden.
Bag rattet sad chauffør Peter, der ellers i det daglige kører Københavnerbussen og ved mikrofonen Christian.

Christian havde gravet i historien og strikket en rute sammen, som beskrev alt fra Hvalpsunds opståen omkring færgeoverfarten til Salling og jernbanens udbygning til Hvalpsund. Turen gik videre til Hessel og historien om herremænd, som også bandt tråde til Lerkenfeldt som turen også gik omkring. Inden blev der dog fortalt om Louns som handelsplads for søfarere. Myten om Alstrup kirke og flyveren der styrtede ned i Louns bredning i 1944. I Gedsted blev der bl.a. fortalt om Getama som udnyttede tangen fra fjorden i tangmadrasser. Turen gik videre til Vesterbølle og fortsatte tværs over landskabet syd om Farsø med Johs. V. Jensens historie om Tordenkalven mod Ertebølle, hvor man fik den verdenskendte historie om Stenalderfolket i vandkanten. Tilbage mod Hvalpsund via Myrhøj, Strandby og over Hestbæk, fik passagerne historien om Bedford bussen og som afslutning såkaldt periodekorrekt musik i højtalerne.
Turen varede i to timer og som medpassager – og rimelig lokalt kendt, var hele turen en fornøjelse, sågar med historie og anekdoter, som man ikke tidligere havde hørt.

Bussens brummen fra motoren, knasen i gearkassen, servering fra bagklappen i Ertebølle og som afslutning Madalay i højtalerne fuldendte oplevelsen.
Det kan varmt anbefales at tilmelde sig turen på søndag eller vente til næste sommer, hvor bussen kører igen med en afgang fra Hvalpsund og to afgange fra Løgstør om ugen med Christian som guide og bl.a. Peter som en af de mange frivillige chauffører.
/cf
FAKTA:
Limfjordsmuseets Bedford bus
Bussen er oprindeligt bygget på Aabenraa Karrosserifabrik i 1954 og apteret ved Platz i Haderslev. Fra fra 1968 til 1980 har den været reservebus for skolebusvognmanden Jacob E. Larsen i Jerslev ved Hjørring, men i og med hans primære bus var en meget pålidelig en af slagsen, kørte Bedfordbussen kun to ture om året – én tur til pensionistforeningens årlige udflugt og én tur til synshallen. Jacob Larsen overdrog sit lille firma engang i 70’erne, men beholdt selv bussen, som hans enke senere hen solgte til skrotprisen. Med et par nye tændrør kørte Bedford-bussen som ny!
Lignende busser blev opkøbt af af Den Rejsende Højskole i Tvind, der brugte bilerne til at køre til fjernøsten. Her strandede de i f.eks. Afghanistan, og derfor er denne bus den eneste tilbageværende af sin art i
Selvom ønsket er at bevare bussen i autentisk stand, har det dog været nødvendigt at skifte loftet og gulvet i bussen, da det ikke længere kan klare tidens tand. Her har de mange frivillige omkring bussen ydet et stort bidrag

