FARSØ: Mandag havde Mathias Korsbæk første dag som ny uddeler for Super Brugsen Farsø.
Han afløser Peter Uttrup Orbesen, der den 1. oktober rykkede til Super Brugsen, Aalestrup for at blive uddeler der.
Mathias Korsbæk kommer som souchef fra Super Brugsen, Vodskov, som er en noget større butik end den i Farsø. Selvom Mathias Korsbæk ”kun” er 24 år, har han arbejdet hos Coop siden han var 15 år.
Her startede han som kassemedarbejder og flaskedreng i Super Brugsen Brovst, som er hans hjemby, hvor han er født og opvokset. Herefter tog han Coops elev-uddannelse i Super Brugsen Gistrup. Her blev han udlært og sluttede som souchef indtil maj måned i år, hvor han tiltrådte som souchef i Super Brugsen Vodskov.
-Næste skridt er nu at blive uddeler, og derfor blev jeg meget interesseret da jobbet bød sig her i Farsø for kort tid siden. Jeg slog til, og glæder mig nu til at komme i gang, siger Mathias Korsbæk.
Jeg vil især gøre noget ud af ferskvarer, såsom frugt og grønt, og at kød og delikatesse her i butikken er indbydende. Og så har jeg også en stor interesse for vin. Jeg synes også, at det er interessant at butikken befinder sig i et center. Men ikke mindst synes jeg det er interessant, at Farsø har så stor en kundeloyalitet på dagligvarer. Den vil jeg gøre alt for at bibeholde ved at drive en god og attraktiv butik.
Mathias Korsbæk håber således, ved at være meget synlig i butikken, at kunderne vil komme til ham hvis der er noget de ønsker i butikkens vareudvalg.
Mathias Korsbæk ser også frem til at udrulle Coops nye it-system, Coop One i butikken, som betyder at de rigtige varer gerne skulle være i butikken på rette tid og sted.
Privat bor Mathias i Gistrup syd for Aalborg sammen med sin kæreste og hund.
