FARSØ: Som beskrevet her i avisen i de seneste uger, har unge HHX og EUX elever fra HEG i Aars, arbejdet med at komme med gode ideer til Farsø Rådhuscenter og dens butikker, der vil kun tiltrække flere kunder – og måske særligt unge kunder til centret.
De 120 elever har været inddelt i 33 grupper, og det er der kommet 33 interessante præsentationsplancher ud af med masser af forslag, som kunne ses i centret i sidste uge.
Alle var indbudt til at læse forslagene, vurdere dem, og stemme på hvilke de synes var bedst.
Kigges der overordnet på forslagene er der rigtig mange af de unge der ønsker en cafe – og et hang-out med mad og drikke der tiltaler dem. Der var flere forslag til koncept og indhold, bl.a. kombineret med storskærm til sport, kreativitet, spil m.v.

Andre unge havde lavet markedsanalyser, der viste at de butikker som centret de seneste år har mistet er savnede, altså skobutik, smykkebutik, boghandel og legetøj. Dem vil kunderne gerne have igen. Men der var også forslag til nye butikker indenfor hobby og kreativitet, loppesupermarked, asiabutik, fiskegrej, pop-up butikker m.fl.. Der peges også på en stor samlet modebutik med dame-, herre- og børnetøj samt sko.

Der var også forslag til de nuværende butikker om at gøre bedre opmærksom på hvilke mærker de forhandler, tilknytte et ungepanel til butikkerne (særligt tøjbutikker) og lave gadestativer der henvender sig til de unge.
De unge havde også kigget på selve centret. De foreslår bedre lys på gangene, nye skilte på butikkerne, flere siddepladser ud over centertorvet, mere loungestemning, og mindre gadevarer. Desuden foreslår de også et legeland til målgruppen 3-13 år.
De unge forslår også at centret skal være mere end bare shopping. Det skal være byens hjerte, hvor man mødes, hygger (på cafe), er kreativ, og evt. dyrker sport i fitnesscenter.
Det er nu op til Farsø Rådhuscenter og butikkerne at plukke i ideerne og gøre brug af dem. Eleverne skal selv bruge deres projekter i forbindelse med deres årsprøver.
/cf