Maskinstation bød indenfor – 1.700 kom

HAUBRO: Det er efterhånden 5 år siden Vesthimmerlands Maskinstation sidst bød offentligheden indenfor for at vise sin maskinpark og lokaliteter frem.

Hele maskinparken var stillet frem til skue.

Sidst lagde 800 personer vejen forbi, denne gang var det over det dobbelte, nemlig 1.700.

-Det er overvældende fantastisk, og flere end vi havde regnet med, lyder det glad fra indehaver af Vesthimmerlands Maskinstation, Jesper Sørensen. 

Der var god mulighed for at få sig en snak

Åbent hus dagen varede fra kl. 11 til 20, en time mere end for fem år siden. Antallet af gæster tog særligt til efter kl. 15 og frem til lukketid.

Derfor måtte der også hentes flere forsyninger af pølser, fortæller Jesper Sørensen, som fik det ud af dagen som han havde håbet på, nemlig at få vist sin maskinstation og maskiner frem for både landmænd og byboer. Snakken gik blandt de mange gæster og de hyggede sig.

Folketingspolitiker for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg var også mødt op.

Også politiker Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne havde fået lov at lægge vejen forbi med sin egen stand. Ellers var der stande med relation til landbrugserhvervet.

Vesthimmerlands Maskinstation blev stiftet i 2006 efter en fusion mellem Annexvejens Maskinstation og Støttrup Maskinstation. Maskinstationen hører i dag blandt egens største og betjener kunder i op til en times kørsel i traktor fra Haubro. Maskinstationen har 25 ansatte og flere hjælper til i høstsæsonen. Maskinstationen råder over 18-20 traktorer og 4 snittere.

Vesthimmerlands Maskinstations nyeste investeringer, nemlig to store såmaskiner. En til majs og en til korn.

Antallet af maskiner i alt har Jesper Sørensen ikke tal på, men til åbent hus kunne man til gengæld se maskinstationens to nyeste investeringer udstillet i hallen nemlig en majs- og en kornsåmaskine af mærket Horsch.   

Denne traktorpuller gassede op flere gange i løbet af dagen.

En udstillet traktor hørte dog ikke til maskinstationen, nemlig traktorpulleren El Diablo, som Vesthimmerlands Maskinstation til gengæld er sponsor for. Flere gange i løbet af dagen blev den startet til stor interesse for de fremmødte.               

Der vil nu gå en 4-5 år, inden Vesthimmerlands Maskinstation inviterer alle interesserede indenfor igen, men til gengæld inviteres maskinstationens kunder på en fagaften ca. hvert andet år, hvor alt det nye indenfor jordbrug præsenteres.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: