Af: Peter Hørup, museumsleder Johannes V. Jensen & Thit Jensen Museet
FARSØ: I 2026 markeres 150-året for Thit Jensens fødsel med en storstilet fejring på Johannes V. Jensen & Thit Jensen Museet i Farsø – byen hvor hun blev født, og hvor hendes liv og indsats nu danner rammen om en særudstilling, en ny bogudgivelse og en omfattende arrangementsrække.

Havde en forfatterdrøm
Thit Jensen voksede op som ældste pige i en søskendeflok på elleve. Ligesom sin tre år ældre bror, Johannes V. Jensen, nærede hun tidligt en stærk forfatterdrøm.
Konfliktfyldt vej til gennembrud som forfatter
Vejen dertil var imidlertid konfliktfyldt og præget af både familiære forventninger, personlige kriser og et dramatisk brud med broderen.
Alligevel slog hun igennem som forfatter. Det var i 1903 med romanen To Søstre. Siden hen udviklede hun sig til en af sin samtids mest markante og omdiskuterede kvindelige stemmer.
Satte fokus på kvinder
Med sine samfundsromaner, foredrag og polemiske indlæg satte Thit Jensen især fokus på kvinders vilkår i ægteskab, familie og samfund. Hun blev en central skikkelse i kvindesagsdebatten og en publikumsfavorit som foredragsholder – elsket af mange, kritiseret af andre.
Senere i livet helligede hun sig de historiske romaner med det erklærede formål at fremdrage ”historiens tilsandede kvinder”.
En af Danmarks mest læste forfattere
Resultatet blev ni værker, der gjorde hende til en af Danmarks mest læste forfattere i 1930’erne og 1940’erne og indbragte hende både Holberg-medaljen, Ridderkorset og Kongelig Fortjenstmedalje.
Særudstilling, bog og debatskabende arrangementer i Farsø
Fejringen markeres med særudstillingen Jeg VIL – Thit Jensen 150 år, der i slutningen af marts. Udstillingen formidler Thit Jensens liv, forfatterskab og offentlige virke – fra opvæksten i Farsø og forfatterdrømmen, over gennembruddet og foredragskarrieren, til myten om den spiritistiske, cigarrygende valkyrie.
Samtidig udgiver museet en ny bog af litteraturhistoriker Steen Klitgård Povlsen, der sætter fokus på Thit Jensens historiske romaner og hendes forsøg på at skrive kvinderne ind i historien.
Året igennem bindes fejringen sammen af en omfattende arrangementsrække med foredrag, teater, musik og debat, der trækker linjer fra Thit Jensens liv og virke til nutidens diskussioner om køn, magt, synlighed og retfærdighed. Blandt bidragyderne er bl.a. Jens Andersen, Andrea Hejlskov, Maria Brus Pedersen, Drude Dahlerup og Hans Bonde.
Fejringen indledes med fødselsdagsarrangement og reception i januar 2026 og afsluttes i november med museets skrivekonkurrence for unge under 18, Den lille Nobelpris, med temaet “Jeg VIL!” – et direkte ekko af Thit Jensens livsholdning.
Et jubilæum med blik for både fortid og nutid
Med markeringen ønsker museet ikke blot at hædre Thit Jensen som kunstner og historisk skikkelse, men også at bruge hendes dramatiske og kompromisløse liv som prisme for aktuelle samfundsdebatter. Hendes insisteren på at tage ordet – også når det kostede – giver fortsat anledning til refleksion over køn, familieliv, magt og mod til både at sige til og – ikke mindst – fra.

